Teater

Teutoner forbereder den syvende rejse

Rejseforberedelserne i foreningen "Teutonernes Rejse" fortsætter med tilsagn om et kommunalt tilskud på 75.000 kroner og udsigt til en underskudsgaranti på 100.000 kroner

2009-forestillingen fra Foreningen Teutonernes rejse var forestillingen med titlen "Stærke viljer" bygget op omkring studedriften fra Thy til Slesvig. Arkivfoto: Diana Holm

2009-forestillingen fra Foreningen Teutonernes rejse var forestillingen med titlen "Stærke viljer" bygget op omkring studedriften fra Thy til Slesvig. Arkivfoto: Diana Holm

- Selvfølgelig skal det lykkes - også denne gang. Selv om Nora Hornstrup, tidligere kasserer i foreningen Teutonernes Rejse, nu følger forberedelserne til næste års forestilling, som menigt medlem af foreningen, har hun som medlem af kommunens arbejdsmarkeds- og kulturudvalg, stadig føling med projektet - og ikke mindst økonomien i det. I 2012 vil det med forestillingen "Helvig" være syvende gang siden 1993, at foreningen sætter en egnshistorisk forestilling op. Forestillingen er en kærlighedshistorie der udspiller sig i forskellige tidsaldre. - Det kræver et stykke hårdt benarbejde, men heldigvis er der begyndt at komme penge ind til projektet, siger Nora Hornstrup med henvisning til, at der på nuværende tidspunkt er sponsortilsagn for 230.000 kroner ud af et samlet budget på cirka 600.000 kroner. I denne uge besluttede kommunens arbejdsmarkeds- og kulturudvalg at støtte projektet med ialt 75.000 kroner, heraf 30.000 kroner i år og resten, 45.000 kroner i 2012. Desuden anbefaler udvalget, at forestillingen får en kommunal underskudsgaranti på 100.000 kroner. Kommunens tilskud i 2011 og 2012 er 25.000 kroner mindre, en foreningen havde søgt. - Men set fra udvalgets bord handler det også om at få de kulturpenge, vi har, til at strække længst muligt, siger Nora Hornstrup og tilføjer, at både tilskudskroner og anbefalingen af at give projektet en underskudsgaranti, er udtryk for et ønske om, at Teutonerne er rejseklare igen i 2012. I følge foreningens hjemmeside har forestillingen premiere fredag 8. juni 2012.