TFC møder mestrene i 0-0

Thisted FC møder søndag hjemme Varde, der har spillet 0-0 i fire udekampe på stribe i 2. division

Thomas Christensen scorede det ene af Thisted mål i 2-0 sejren i forårets opgør mod Varde. Arkivfoto: Ole Iversen

Thomas Christensen scorede det ene af Thisted mål i 2-0 sejren i forårets opgør mod Varde. Arkivfoto: Ole Iversen

Thisted FC møder i dag på hjemmebane Varde, der er mestre i at spille 0-0 og er ubesejret på udebane i 2. division i denne sæson. Vardes første udekamp i denne sæson mod Aarup endte med de usædvanlige cifre 4-4, og det er ikke mindst usædvanligt for Varde, der bortset fra den målrige kamp mod Aarup blot har scoret syv mål og lukket tre mål ind i ni kampe. Sidste sæson klarede Varde lige netop frisag i 2. division, men i denne sæson er holdet med i den gode ende - to point efter TFC på tredjepladsen. - Varde bliver en hård nød at knække. Det er et hold, der ligner FC Fyn, men ikke er lige så godt. Det er et godt organiseret hold og svære at score mod, som også deres udekampe med 0-0 antyder. Men vi har præsteret godt i de seneste kampe, så jeg tror også på, at vi magter den her opgave, siger TFCs cheftræner Peter "Snak" Christensen. Det er tvivlsomt, om TFC anfører Peter Bechmann når at blive klar, da han har døjet med betændelse i den ene fod, men ellers er alle mand klar til kampen. Her tegner de foregående resultater mellem de to hold ikke på, at kampen ender 0-0. Ingen af de seneste 10 indbyrdes opgør er endt uafgjort, og TFC har vundet de seneste fire hjemmekampe. I sidste sæson vandt TFC begge opgør mod Varde - 2-0 hjemme og 1-0 ude.