TFC ned på jorden igen

BRABRAND:I onsdags vandt Thisted FC over topholdet fra 1. division Viborg på grund af stærkt defensivt spil. Men i endnu en træningskamp tabte de i går med 3-2 til Brabrand fra 2. division Vest. - Vi spillede rigtig dårligt i 1. halvleg, og var slet ikke klar, men jeg er tilfreds med vores 2. halvleg, siger Thisted FC's træner Peter Enevoldsen. De blåstribede kom ellers godt fra start, da Braband scorede selvmål efter kun fem minutter, men i resten af halvlegen dominerede Brabrand, og ved pausen førte de 2-1. Midtbanespilleren Daniel Kristensen fik udlignet efter 47 minutter, men efter 70 minutter scorede Brabrand sejrsmålet. - Det var fortjent at Brabrand vandt. Vi var mærkede af Viborg-kampen i onsdags. I de her træningskampe går det lidt op og ned. Men fysisk er vi ved at være godt med, og vi mangler så at få rigtig gang i spillet, siger Peter Enevoldsen. TFC er også ved at få styr på deres skadesproblemer, der har præget opstartsfasen. Både venstre back Rasmus Olsen, målscoreren Daniel Kristensen og angriber Simon Josefsen var med for første gang efter skadespauser. På fredag møder TFC AaB's ligareserver og i den sidste uge af februar drager holdet på træningslejr i Tyrkiet, samme sted som AaB lige har været.