Thisted

TFC slået på målstregen af deres onde ånd

Dybt i overtiden formåede Fortuna Hjørring at score to gange og vinde over Thisted FCs bedste kvinder

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Christina Løgsted og Louise Christensen var ovenud lykkelige over at være kommet foran 1-0 mod Fortuna. Desværre for TFC varede glæden ikke ved.

THISTED:Deres indbyrdes historie har været lang og spændingsfyldt, og lige da det så mest ud til, at Thisted FC endelig skulle lykkes med at vinde over deres onde ånd i kvindeserien, Fortuna Hjørring, levede de grønblusede gæster op til favoritværdigheden og scorede to gange i dommerens lange tillægstid og vandt 2-1.

- Vi spillede en fuldstændig fantastisk første halvleg. I tirsdags havde vi lavet et taktisk oplæg til kampen og øvet det på træningsbanen, og så fulgte vi det perfekt i kampen, fortæller TFC-kvindernes træner Regin Iversen, der har et godt forhold til Fortunas træner.

- Han fortalte mig efter kampen, at han var overrasket over at se os spille sådan. Fortuna er slet ikke vant til at blive presset på den måde, og vi pressede dem helt nede i deres eget målfelt, fortalte Regin Iversen, der på dette tidspunkt stadig var tilfreds med resultatet.

Bedre blev det et kvarter efter pausen. TFCs stortalent Lise Kirk løb langs venstrekanten og forsøgte at komme mod baglinjen. Hun tog et par træk ind i banen, og under hele turen råbte Fortuna-træneren, at forsvarsspilleren for alt i verden skulle dække Lises stærke venstreben. Det var Lise dog ligeglad med, for da hun fik chancen, klappede hun til bolden med højrebenet og scorede iskoldt til 1-0.

Spændingen blev afløst af et spilstop mod slutningen, da en Fortuna-spiller fik et epileptisk anfald. Da kampen blev genoptaget, pressede Fortuna højt på banen, og da der var spillet 100 minutter, landede bolden efter et indlæg hos en fri Fortuna-spiller ved bagerste stolpe, der scorede til 1-1, og bare fire minutter efter scorede de til 2-1 på et hjørnespark.

- Spilstoppet var en fornuftig beslutning af dommeren, men de havde nok ikke scoret ellers, så det er bare virkelig ærgerligt. Pigerne havde virkelig fortjent det, fortalte en skuffet Regin Iversen.