TFC ude efter vanvidskamp
Lindholm leverede lyncomeback og sendte TFC ud af pokalturneringen
NØRRESUNDBY: En to-målsføring i omkampen var ikke nok for Thisted FC, der efter at have stået lige 1-1 i ordinær spilletid og 3-3 efter omkampen måtte se sig slået på straffesparkskonkurrence til danmarksserieholdet Lindholm, der sloges med næb og klør og en spiller i undertal.
- I ordinær spilletid havde vi fuldstændig styr på tingene, men vi formåede bare ikke at få scoret det afgørende mål, og i stedet lod vi dem komme ind i kampen, fortæller Thisted FC-træner Christian Flindt-Bjerg.
Da omkampen begyndte, leverede TFC-spillerne hurtigt to scoringer til 2-1 og 3-1 af henholdsvis Mads Lauritsen og den for nyligt genlejede Isaac Oliseh.
I stedet for blå-hvid stribet jubel formåede Lindholm at reducere kort efter Isaac Olisehs mål til 3-1, og kort før slutfløjtet udlignede hjemmeholdet til 3-3, og så skulle de to holds skæbner afgøres i straffesparkskonkurrence, og denne vandt hjemmeholdet 4-2.
- Pinligt, pinligt, pinligt, begynder TFC-træneren, der efter nederlaget var en mand af få ord.
- Man kan ikke sige andet, end at vi er fortjent ude af turneringen. Vi opførte os ikke som fodboldspillere men som lilleputspillere i dag, og det var direkte uprofessionelt. Lindholm har en fest i omklædningsrummet lige nu, og det har de fortjent. Pinligt, afslutter den tydeligt skuffede og målløse TFC-træner Christian Flindt-Bjerg efter vanvidskampen i det nordjyske.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.