TFC vandt nervøs premiere

Det blev en nervøs forestilling, da Thisted FC søndag åbnede forårssæsonen i 2. division vest med en 1-0-sejr over bundholdet Viby.

Thomas Jasper
Mathias Pedersen blev TFC-matchvinder med sin scoring tidligt i første halvleg. Foto: Diana Holm
Fodbold 1. april 2012 21:15

Thisted FC og Viby IF gjorde søndag ikke det store for at udfordre klicheen om, at premierekampe ofte er præget af nerver og rodet spil. For godt nok sendte TFC det østjyske bundhold hjem med et 0-1-nederlag i bagagen i forårspremieren i 2. division vest, men det var efter en kamp, der næppe vinder mange skønhedspriser. - Spillemæssigt var det ikke prangende i dag. Viby gør det svært for os, fordi de ikke giver os meget plads at spille på, men det var ikke for kønt, sagde Mathias Pedersen. Netop Mathias Pedersen blev dagens mand i skysovs, da han allerde efter 11 minutter bragte hjemmeholdet foran. Den unge midtbanespiller erobrede selv bolden i venstre side, inden han sendte en afslutningen af sted mod det korte hjørne, hvor Viby-målmand Jesper Sehested på det skammeligste mislykkedes med at samle det ellers hamløse skud op. - Da jeg sendte afslutningen af sted, havde jeg godt nok ikke regnet med, at den ville gå i mål, men jeg var selvfølgelig glad for at få scoret, selv om der skulle lidt hjælp til, sagde Mathias Pedersen. Efter den tidlige scoring var der nok flere af de 439 tilskuere på Sparekassen Thy Arena, der havde forventet en storsejr over det østjyske bundhold, som i efterårets første 15 kampe kun fik indsamlet fem point, men i stedet blev resten af kampen i stedet en nervøs affære. - Vi mangler lige at få det andet mål, som kan give os noget mere ro. I stedet bliver det så meget nervøst, mente den debuterende målmand Kristian Kirk. Han blev ikke sat på de store prøver, så det var ikke, fordi hjemmesejren på noget tidspunkt for alvor var i fare. - Jeg har ikke det store at lave, men så længe den står 1-0, er der jo risiko for, at de får en heldig udligning, og det er nok også derfor, det bliver så nervøst, vurderede den tidligere Viborg-målmand. Efter pausen fik TFC spillet til at fungere en smule bedre. Det var medvirkende til et par store chancer til den indskiftede topscorer Martin Nielsen, men ind ville bolden ikke. Først fik Nielsen prikket bolden forbi tæt under mål, og kort før tid røg bolden igen forbi mål, da angriberen forsøgte sig med et lob efter en mislykket tilbagelægning fra en Viby-forsvarer. - Jeg burde nok have scoret i dag, men jeg har været meget ude her i opstarten, og når man ikke træner, ryger skarpheden også, lød det fra Martin Nielsen. Derfor forblev det ved 1-0. Et resultat, der sagtens kunne skabe glæde i TFC-lejren på trods af det lidt krampagtige spil. - Det kan ikke altid være lige kønt. Fodbold handler om at vinde, så vi er selvfølgelig rigtig glade for de tre point, og så skal spillet nok blive bedre, sagde Kristian Kirk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...