TFCs forspildte chance

Kampen om at undgå nedrykning fra 1. division er blevet endnu tættere

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Her jub­ler Si­mon Josefsen over sin sco­ring til 2-­1 i op­gø­ret mod HIK. Det var Josefsens førs­te mål for TFC. Han bli­ver her gra­tu­le­ret af Jep­pe Mehl, der stod for må­let til 1-1.

Thisted FC forspildte en gylden chance for at tage et langt skridt mod forbliven i 1. division, da thyboerne i bundopgøret mod HIK satte en 3-1 føring over styr. Hvis der i forvejen var lagt op til en spændende afslutning i bunden af 1. division, så er spændingen nu højspændt efter lørdagens to bundopgør. TFC og HIK delte point med resultatet 3-3, og Brabrand vandt ude 1-0 over Aarhus Fremad, så nu ligger de syv bundrivaler som perler på snor. HIK på sidstepladsen har nu blot fire point op til Ølstykke på tiendepladsen. Ølstykke, AB og Amager Fremad var dog ikke i aktion i weekenden på grund af en U19-landskampe, og deres udsatte kampe spilles først i næste uge. - Der ser spændende ud nu, konstaterede TFCs cheftræner Peter Enevoldsen efter kampen på Gentofte Stadion. Røvtur, kaldte træneren meget rammende lørdagens oplevelse. Da kampen blev fløjtet af, smed flere TFCere sig i dyb skuffelsen på græstæppet. For anden gang i foråret satte TFC en to måls føring over styr i et bundopgør. Det var TFCs 13. uafgjorte kamp i denne sæson, og pointtabet kan i den sidste ende blive kostbar for TFC. TFC har i flere kampe viste, at holdet ikke giver op før sidste fløjt og hentet point mod stærke hold. Til gengæld har holdet haft det svært i kampe mod hold, som thyboerne burde kunne slå. Sådan var det også i lørdagens kamp mod et svagt HIK-mandskab. Elendig første halvleg TFC spillede en elendig første halvleg, men her sørgede Jeppe Mehl med sin udligning til 1-1 lige før pausen for, at TFC igen var med i kampen. Thyboerne leverede en flot indsats i starten af anden halvleg, men da HIK reducerede til 3-2, lignede thyboerne en flok spillere på gummiben. - Vi har været i den situation før, og det er klart, at når vi førte 3-1, så er vi skuffede nu, sagde Peter Enevoldsen. Han mener, at årsagen til, at sejren blev sat over styr, er, at det er så længe siden, at spillerne har smagt sejrens sødme. - HIK kom alt for hurtigt på 3-2, og så blev spillerne bange for at tabe, men alligevel fik vi chancer til at komme foran 4-2, sagde træneren, der dog kunne glæde sig over, at både Jeppe Mehl og Simon Josefsen kom på måltavlen. For Josefsen var det hans allerførste scoring i TFC-trøjen. Undervejs i kampen var der også to TFCere, der ikke lagde skjul på deres skuffelse. Det var Mickey Berg og Bo Thomsen, der begge mod deres vilje blev skiftet ud. Da Mickey Berg kom ud til bænken, kylede han sin overtrækstrøje ned på sædet, og Thomsen gjorde det samme med en drikkedunk. Mickey Berg kom ud ved stillingen 1-1 og blev afløst af Tonny Jensen, mens Daniel Kristensen afløste Bo Thomsen ved stillingen 3-2. - Jeg håbede, at Tonny kunne komme ind og slå nogle indlæg, og jeg vurderede, at Bo var træt, men det kunne da godt være, at jeg skulle have ventet med at skifte ham ud, sagde Peter Enevoldsen. Forinden havde han taget Mohammed Bobo ud til fordel for Tommy Markussen, og det skete, fordi Bobo havde fået et gult kort i starten af kampen, og Enevoldsen frygtede, at han ville få endnu et. Positivt for TFC var, at der ikke var andre spillere, der fik advarsler, så holdet har ingen spillere i karantæne, men nu er der fem mand, der er i farezonen. Det er Mohammed Bobo, Bo Thomsen, Jesper Overgaard, Mickey Berg, Mojo Kingsley og Peter Bechmann. Karantæne til rival I øvrigt fik TFCs rival, Aarhus Fremad, to mand i karantæne som følge af bundopgøret mod Brabrand. Holdets anfører Søren Martinusen var netop vendt tilbage efter overstået karantæne, men få minutter før tid tog han på målstregen bolden med hånden, og så røg han ud med et rødt kort, mens Brabrand sikrede sig sejren med en scoring på straffespark. Derudover fik Fremads Kenneth Jensen et gult kort og er også ude med karantæne. I den knivskarpe kamp om at undgå nedrykning møder TFC på søndag hjemme Frem, der i går tabte hjemme 3-0 til Lyngbys tophold. Af Lars Christensen lars.christensen@nordjyske.dk

Forsiden