Thai-boksning på programmet

Aalborg Kick Boxing Klub udvider

Boksning 4. september 2002 08:00

AALBORG: - Det er under ingen omstændigheder vold, og vi har en skarp politik overfor vore medlemmer, hvis de bruger teknikker, som de har lært hos os i slagsmål ude i byen. Aalborg Kick Boxing Klubs formand Bjarne Roursgaard gør meget ud af at understrege antivoldspolitikken, selv om klubben nu udvider sine aktiviteter til også at omfatte Thai-boksning i fobindelse med sæsonstarten, som netop er gået. - Vi har en stærk selvjustits, og voldelig opførsel tolereres overhovedet ikke. Hvis et at vore medlemmer slår en ned på et diskotek, tager vi en alvorlig snak med vedkommende, og ændrer hans - eller hendes - opførsel sig ikke, ja så er den endegyldige konsekvens eksklusion fra klubben, fastslår Bjarne Roursgaard. Han understreger, at der desuden i kampsammenhæng er et så fasttømret regelsæt samt en del sikkerhedsudstyr, der gør, at skader er yderst sjældne. Med hensyn til det nye på klubbens program thai-boksning, så er den væsentligste forskel i forhold til almindelig kickboxing, at man i thai-boksning også må slå med knæ og albuer. Desuden må man gå i clinch - det vil sige, man må holde og kaste hinanden. Det må man ikke i kickboxing. Kampene foregår oftest i et hurtigt tempo og går sjældent i stå. - Vi har haft et af vore medlemmer Morten Aarestrup i Australien i et års tid, hvor han har studeret og trænet thai-boksningen, og han skal forestå introduceringen her i Aalborg, og vi sender her i efteråret seks mand på træningslejr i denne bokse-sport, fortæller bokseformanden, der kalder det en naturlig udvikling, at klubben nu får thai-boksningen på programmet. - Vi har prøvet at få det på vort store årlige stævne "Danish Open" - i første omgang uden held, men når stænet løber af stabelen 15. marts næste år, ja så regner vi stærkt med at få thai-kampe på programmet. Der er flere københavnske klubber, der har thai-boksningen med, så vi håber, at der også er basis for det i det nordjyske, siger Bjarne Roursgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...