Thailands hær strammer greb om medier og demonstranter

Tilhængere og modstandere af regeringen må ikke gå på gaden i protest, og 10 tv-kanaler skal sættes på pause.

20. maj 2014 15:27

I kølvandet på den undtagelsestilstand som Thailands hær tirsdag indførte, strammer militæret nu også grebet om landets medier og de politiske demonstranter, som i cirka seks måneder har forårsaget uroligheder i Bangkok.

I et dekret udstedt af hærchefen, general Prayut Chan-ocha, forbydes alle medier at rapportere om eller distribuere nyheder eller billeder, der kan være til fare for den nationale sikkerhed.

Hæren kræver desuden, at 10 satellit-tv-kanaler stopper med at sende. Det gælder både tv-stationer, som er for og imod regeringen.

Samtidig er der indført forbud mod protestmarcher. Demonstrerende tilhængere og modstandere af regeringen skal forblive, hvor de er for at forhindre nye blodige sammenstød.

- Alle grupper skal stoppe med at bevæge sig fra sted til sted, oplyser hæren i en meddelelse på tv.

Undtagelsestilstanden indebærer, at hæren overtager ansvaret for sikkerheden i landet, mens den politiske magt fortsat ligger hos regeringen. Hæren har understreget, at der ikke er tale om et kup, men om et forsøg på at genoprette ro og orden i landet.

Siden premierminister Yingluck Shinawatra sammen med ni ministre blev afsat 7. maj efter en dom for magtmisbrug, er den politiske krise taget til, selv om der er indsat en midlertidig regeringsleder.

To dage efter Shinawatras afgang opfordrede demonstranter den lovgivende forsamling til at støtte deres forsøg på helt at få fjernet regeringen. Dagen efter advarede tilhængere af regeringen om risikoen for en "borgerkrig", hvis en leder, der ikke er valgt af befolkningen, overtager magten.

Den 15. maj aflyste myndighederne det parlamentsvalg, der var planlagt til at finde sted 20. juli. Samme dag advarede hærchef Prayut Chan-ocha om, at hans soldater kunne blive beordret til at anvende magt over for demonstranterne for at få stoppet urolighederne.

Advarslen kom, efter at tre mennesker blev dræbt under et angreb på regeringsfjendtlige demonstranter i Bangkok.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...