Udland

Thailands regeringschef opfordrer til fred

Premierministeren i Thailand opfordrer i sit nytårsbudskab til, at landets krise løses fredeligt.

Thailands regeringschef opfordrer til fred

Den bitre politiske fejde i Thailand bør løses fredeligt.

Det siger premierminister Yingluck Shinawatra i sit nytårsbudskab, som hun har lagt på sin side på Facebook.

- Hele det thailandske folk, uanset politisk ideologi eller forskellig tro, bør stå sammen for at finde en fredelig løsning for vort land, siger hun.

Thailand, eller specielt hovedstaden, Bangkok, har i ugevis været skueplads for store og ofte blodige demonstrationer, hvor hendes modstandere, kaldet de gule, har krævet hendes afgang.

Premierministeren har svaret igen ved at udskrive valg til den 2. februar, men det tilfredsstiller ikke de gule.

For Shinawatras tilhængere, kaldet de røde, ligger til at vinde.

Premierministeren har generelt sin støtte i landbefolkningen, mens de gule regnes for at være eliten i byerne.

De gule demonstranter har erklæret, at de vil optrappe deres bestræbelser for at forstyrre valget den 2. februar.

Også den meget respekterede kong Bhumibol Adulyadej maner til besindighed.

- Tænk på det fælles bedste og thailandske værdier, uanset hvad du gør, siger han i sit nytårsbudskab.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.