Thailandsk eksminister anholdt for rullende kameraer

Soldater anholdt tidligere uddannelsesminister Chaturon Chaisang midt under et pressemøde i Bangkok.

27. maj 2014 18:01

Thailandske soldater stormede tirsdag ind på de Udenlandske Korrespondenters Klub i hovedstaden Bangkok og anholdt den tidligere uddannelsesminister Chaturon Chaisang, der sammen med resten af regeringen blev afsat ved et militærkup i sidste uge.

Det thailandske militær har efter kuppet indkaldt den erfarne politiker til et møde, men Chaisang har nægtet at møde op. I den forbindelse holdt han et pressemøde på de Udenlandske Korrespondenters Klub, da soldater marcherede ind og anholdt ham.

De dramatiske scener udspillede sig foran de måbende journalister, der kunne se Chaturon Chaisang blive eskorteret ud fra stedet.

Flere tidligere ministre har været tilbageholdt af det thailandske militær siden sidste uges kup, heriblandt den tidligere premierminister Yingluck Shinawatra, der måtte gå af efter en korruptionsdom den 7. maj.

En talsmand fra hæren siger tirsdag, at Yingluck Shinawatra er blevet løsladt igen, så hun kan vende hjem til sin bolig. Hun skal dog ifølge oberst Winthai Suvaree melde om, hvor hun befinder sig til militæret.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...