Litteratur

That's allright, mama...

koncert Sanne Salomonsen # # # ## # Hun har været med i flere end tre årtier som en uundværlig del af lydsporet til en generations opvækst. Senest har hun lavet one woman-show på Bellevue Teater og optrådt i det svenske melodi grand prix. Nu er hun tilbage, hvor hun hører hjemme og er bedst. På landevejen. Live på spillestederne rundt i landet. 30. december fylder hun 50, og skulle nogen være i tvivl, så lad os slå fast med det samme: Sanne har ingen problemer med at leve op til titlen Danmarks ukronede rockmama. 700 begejstrede tilhørere, totalt udsolgt i Det Musiske Hus i Frederikshavn, lagde sig på et splitsekund for fru Salomonsens fødder. En fræk tøs har hun altid været og det er hun fortsat: Spændt op til lir iklædt tætsiddende læderbukser med krokodillemønster og sølvnitter, sorte støvler og ærmeløs sort top. Øjenvipper som baldakiner og det lange iflettede hår. That's Allright, Mama, vi ved, det er for sjov. Selv da hun til første ekstranummer løber på scenen med en fjerkost bestående af meterlange fasanfjer og pink strudsefjer skruet fast på den nederste del af ryggen, er det lige nøjagtig så kitschet, at det ikke kikser. Bag sig har hun et kompetent band bestående af Nikolaj Steen, trommer, Anika Askmann, keys og kor, Mikkel Damgaard, keys, Morten Woods, guitar og kor, Morten Jacobsen, bas, Patric Lundström , guitar. Sanne lagde ud med tre numre fra hendes seneste "The Album" og bladrede herefter rundt i de mange bind i Fru Salomonsens leksikon: "Kærligheden Kalder" og "Hvis Du Forstod", to af hitsene fra hendes glansperiode i 80erne efterfulgt af de største Sneakers-hits: "Voodoo" og "Sui Sui". Fælleseje som alle synger med på. Ja, selv den gamle, pædagogiske anti-hiv ørehænger "Den Jeg Elsker, Elsker Jeg" skråler alle med på. Lærer børnene den i børnehaven eller hur..? Anyway. Det er ikke det, du siger, det' måden du får sagt farvel. Sidste nummer efter to fremkaldelser. Stor aften. Glæd Jer derude. Sanne er tilbage ved rødderne. Hans Christensenhans.christensen@nordjyske.dk ] Sanne Salomonsen i Det Musiske Hus i Frederikshavn torsdag aften. Dronning Ingridhallerne, Farsø, 12. november, og Skråen, Aalborg, 15. december