"The Minds of 99"-dokumentar er sært indadvendt og navlepillende

Det virker så patetisk, ynkeligt og konstrueret, at det gør helt ondt, skriver NORDJYSKEs anmelder om dokumentaren "Stor som en sol"

Bent Stenbakken
Forsanger Niels Brandt betror sig til en tom stol foran ham. Han er i kunstnerisk krise, forstår vi.
Filmanmeldelse 14. juni 2018 16:06

DOKUMENTAR: "Stor som en sol"

Du skal være virkelig voldsomt til rock’n’roll samt være en stor fan af indiebandet "The Minds of 99" for at få noget brugbart ud af denne 80 minutter lange dokumentar.

Vi er med i værkstedet, i diverse øvelokaler og indspilningsstudier, mens bandets fem medlemmer langsomt går i gang med det, som bliver til deres tredje album "Solkongen".

Forsanger og frontfigur Niels Brandt er i en slags personlig krise. Han er mistænksom over for sit eget sangskriveri, for han har det for godt, og så tør han ikke tro på det, han skriver.

Det er da så synd for ham, ik?

Det er en sært ustruktureret og kaotisk dokumentar. Åbner med forsangeren stående i et bornholmsk klippebrud, mens overstyrede, ekkoklingende stemmer fortæller ham og os, at noget ikke er, som det skal være.

Bent Stenbakken
Stående i et bornholmsk klippebrud bliver bandets sanger, Niels Brandt, hjemsøgt af djævelske, usikkerhedsskabende stemmer.

Selve skabelsesprocessen får vi ikke meget at vide om - altså hvordan skriver du en sang, hvor kommer det fra, og hvad gør du så.

Det bliver ved nogle småfilosofiske betragtninger om, at "det er, når vi er allermest useriøse, vi bliver allermest seriøse"

Imens fortsætter ørkenvandringen med tomgangssnak bandmedlemmer i mellem. På Bornholm og i øvebunkeren tilsat diverse amatøroptagelser fra dengang i 2013, da bandet kunne trække 20-40 publikummer. Vi får aldrig sat rammen eller forklaret, hvem det her rockband er, dannet i 2012, og med to anmelderroste album bag sig.

Citat
Det gør denne instruerede dokumentar sært indadvendt og navlepillende, netop fordi du aldrig bliver tilbudt nogle håndtag eller forklaringer på, hvorfor bandet nu gør, som de gør. Eller hvilke forbilleder de læner sig op ad.

Imens går vi i øveren og oplever igen og igen, hvordan forsanger Brandt "lider" og kæmper for at skrive sange. Illustreret med klip, hvor han sætter sig ned og betror sig til en tom stol foran ham. Eller tømmer en flaske whisky, mens han febrilsk skriver stikord ned til en sang. Eller igen bliver hjemsøgt af de rungende indre, djævelske stemmer, han også hørte i åbningsscenerne.

Det virker så patetisk, ynkeligt og konstrueret, at det gør helt ondt.

Bent Stenbakken
Der er for meget småfilosofisk småpludren og for lidt musik i dokumentaren. Her er bandet i DR’s koncerthus.

Man må kunne forvente af et produkt, en film, et kunstværk, at det bestræber sig på at være tilgængeligt for andre end en lille indforstået fanskare. Er interesseret i at fortælle en historie. Vi er tidligere blevet beriget med dokumentarfilm om Swan Lee og Kashmir, henholdsvis "Stjernekigger" og "Rocket Brothers", og her kom vi tæt på både selve skabelsesprocessen og bandets interne arbejdskemi, mens de forsøgte at skrive og indspille noget nyt. At skrive sange, at komme videre med deres musik.

Det lykkes slet ikke her.

Efterhånden, som filmen skrider frem, kommer der lidt mere struktur på, også fordi vi får lov til at høre brudstykker af bandets musik. Den er faktisk mere interessant end al denne pludren om, at "en sang kommer fra dybden, så skal du gøre den konkret, så skal du lytte til den, det er den, som sætter dagsordenen".

Jovist - men så vis os det dog. Spil det for os, lad os komme med under skabelsesprocessen i stedet for at blive viklet ind i al denne selvhøjtidelige, oppustede selvfedme. Det er stort at være kunstner, kan vi forstå. Så stort at det næsten gør ondt hele tiden.

Bent Stenbakken
Så er albummet ude, og bandets guitar kan tilfreds crowdsurfe støtte af publikums begejstrede hænder.

Nå. Til sidst bliver albummet udsendt, får femstjernede anmeldelser og vi kommer med på turné bl.a. på spillestedet Skråen i Aalborg, og det er stærkt befriende at opleve bandet live. At få lov til at høre noget musik.

Brandt er ikke helt tilfreds med de fem stjerner. Han vil hellere opleve for en enkelt gangs skyld at få én stjerne. Måske for at få sit sangskriveri sparket længere ud.

Det får han eller rettere filmen så.

For den bevæger sig hele tiden på det allermest private postkortplan, og dybsindighederne når ikke et højere niveau, end en prut kan skabe bølge i en kop ymer.

"Stor som en sol".

  • Danmark, 2018.
  • Instruktør: Kasper Kiertzner.
  • En time, 20 minutter.
  • Frarådes under 7 år.
  • Danmarkspremiere.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...