Løkken

The Pretenders indvier ny scene

Ny scene i Vendsyssel Plantage bliver åbnet af Danmarksmestrene i pigtråd i 1968

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den nye scene i Vendsyssel Plantage. Foto: Kirsten Olsen

LØKKEN:The Pretenders spiller rock i Vendsyssel Plantage torsdag 6. august fra kl. 20. Det er Løkken Borger & Haandværkerforening, der hermed ønsker at indvi den nye scene med overbygning i plantagen. Og det er intet mindre end Danmarksmestrene i pigtråd 1968, der vender hjem for at foretage indvielsen.

- I sommeren 1966 blev The Pretenders nr. 3 ved en konkurrence i Vendsyssels Plantage. To år senere blev de vindere af DR’s Toppen af poppen. Nu vender de tilbage og indvier den nye scene i plantagen, fortæller formanden Ole Træholt.

The Pretenders blev danmarksmestre i ”Toppen af Poppen”, Danmarks Radios landsdækkende konkurrence mellem amatørbeatgrupper i 1968. De var det eneste nordjyske band i 1960’erne, der vandt en landsdækkende konkurrence i, som det hed dengang, beatmusik.

I 2014 er orkestret genopstået ved den musikalske fejring af 50 året for pigtrådsmusikkens start i Brønderslev.

Og fra november 2014, hvor fem af de seks medlemmer er ude af arbejdsmarkedet, er det igen for alvor blevet tid til at genoptage ungdommens interesse for at spille for et publikum, og orkestret er gået i skarp træning for bl.a. at spille i Løkken 6. august.

Medlemmerne dengang som nu er: Poul Vejby, Mogens Dyrberg, Ib Dalgaard-Nielsen (fra 1973), Sten Fuglsang, Martin Bøgild og Jens Dalgaard-Nielsen.

Der er fri entré og mulighed for at købe pølser og øl under koncerten.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.