Theresa May udpeger brexit-minister

EU-skeptiker bliver Storbritanniens minister med ansvar for landets udtræden af EU.

Ritzau
BRITAIN-EU-POLITICS Foto: Scanpix/Justin Tallis
Udland 13. juli 2016 21:53

Den britiske premierminister, Theresa May, har udpeget David Davis som minister for Storbritanniens udtræden fra EU. Det skriver Downing Street i en meddelelse.

Den officielle titel bliver minister for udtræden af den europæiske union.

Ifølge BBC står det uklart præcis, hvad det nyoprettede ministerium for Storbritanniens udtræden af EU, får af arbejdsopgaver.

Det forventes, at en af nøgleopgaverne bliver at føre forhandlinger med EU på Storbritanniens vegne, samt finde en løsning på de flere tusind sider EU-lovgivning, der er blevet gjort til britisk lovgivning. Det skriver BBC.

David Davis var Europa-minister tidligt i 1990'erne. Siden har han haft en række fremtrædende poster, da de konservative senere kom i opposition.

Forud for folkeafstemningen om Storbritanniens EU-medlemskab anbefalede David Davis, at briterne stemte sig ud af EU.

Derudover er den tidligere forsvarsminister Liam Fox udnævnt til minister med ansvar for international handel. Han anbefalede også, at briterne stemte sig ud af EU.

De to udnævnelser er blevet modtaget med roser af den tidligere UKIP-formand Nigel Farage.

- Udnævnelserne af David Davis og Liam Fox som henholdsvis brexit-minister og minister for international handel er inspirerende valg. Jeg er mere optimistisk nu, skriver han på det sociale medie Twitter.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...