Thermex lever af frisk luft

Hjørring-virksomhed er blevet landets største producent af emfang og ventilatorer.

Poul Christoffersen,
Thermex laver også skræddersyede emfang. Her er en af medarbejderne Lars Aachmann i gang i produktionen.Foto: Kurt Bering
Forbrugerforhold 25. oktober 2008 12:22

Et utal af mennesker har gennem tiderne sagt, at man ikke kan leve af luft alene, men for virksomheden Thermex det nærmest været en ren guldgrube, at flere og flere ønsker luften renset omkring sig, når de laver mad i køkkenet. Thermex laver ventilatorer og emfang, i daglig tale oftest kaldt emhætter. - Vi har oplevet en vækst gennem de sidste fem-seks år. Indtil finanskrisen satte ind har vi ligesom hele byggeriet haft fremgang. Vi har solgt flere af vores produkter både ved ombygninger af køkkener og ved nybyggeri, siger direktør Christian Klitgaard. Lige nu er der lidt stilstand i mulige kunders investeringslyst, men fredag formiddag, da NORDJYSKE kiggede forbi, var det ikke stilstanden, som optog direktionen. I hovedkvarteret ved Farøvej 30 forberedte man sig på at holde en reception i anledning af virksomheden den 28. oktober har eksisteret i 50 år. Rudeventilatorer Starten foregik et helt andet sted i landet, idet Christians Klitgaards far, Thorkild Christensen begyndte at sælge rudeventilatorer til københavnske værtshuse. Noget skulle han leve af efter nogle år på søen som telegrafist, og valget faldt på en branche, som godt og vel 50 år senere har givet lige så mange arbejdspladser. Heraf de 40 i Hjørring. Fra at være et enmandsfirma med kontor i grundlæggeren Thorkild Christensens hjem i Rødovre er Thermex blevet landets største udbyder af emfang og ventilatorer og med en stor eksport. - Hovedparten af eksporten går til Norge, Sverige og Spanien, hvor vi har vores udenlandske afdelinger, fortæller Christensen Klitgaard, som selv gik ind i virksomheden i 1985. Iderig sælger fra Hjørring Da var virksomheden allerede etableret i Hjørring. Først i 1974 med fjernlager for den ekspanderende virksomhed. Derefter var det nærliggende at udvide i Vendsyssel, både på grund af lavere grundpriser og lønniveau og efter sigende en mere stabil arbejdskraft. Thermex har dog bevaret salgskontor og udstillingslokaler i Rødovre. At valget faldt på Hjørring skyldes i høj grad sælgeren Svend Steffensen, som havde bopæl i byen. Han var iderig, og det var også ham, som i sidste halvdel af 1970'erne begyndte på at få emfang ind som en del af Thermex' produkter. Det første katalog blev lavet i 1978 30 år senere er Thermex blevet kendt for et banebrydende design i de danske køkkener. - I 2001 henvendte vi os til Jacob Jensens designfirma, og det har været en rimelig god succes. Det gav vores design et stort løft. Det er et samarbejde vi er stolte af, og der er stadig flere produkter på vej, oplyser han. Sideløbende har Thermex også gennem de 50 år udviklet systemer til at forbedre indeklimaet. Senest med konceptet Positiv ventilation, der betyder at man kan bruge loftsvarmen i sit hus til at ventilere resten af huset. - En ide, der kan få store positive konsekvenser for danskernes CO2-forbrug, mener direktøren. Kigger fremad Ved 25 års jubilæet brugte virksomheden anledningen til at kigge fremad. Sådan har også den næste generation af ledere. - Godt nok holder vi nu 50 års jubilæum, men vi vil også i de kommende år koncentrere os om at udvikle et solidt teknologisk fundament og med fokus på design, understreger Christian Klitgaard. I forbindelse med jubilæet præsenterer Thermex en ny emfang model Rondium, som har en række nye egenskaber, og er udstyret med dekorationslys med LED pærer til alverdens farver.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...