Thisted

Thisted Å skal frem i lyset

Realdania har givet 250.000 kroner til en forundersøgelse af storstilet projekt om Thisteds indre by

Esben Oddershede (V) glæder sig over, at kommunen har fået del i de mange penge. Pengene skal bruges til at undersøge mulighederne for at lave byfornyelse og måske frilægning af Thisted Å i den indre by. Arkivfoto.

Esben Oddershede (V) glæder sig over, at kommunen har fået del i de mange penge. Pengene skal bruges til at undersøge mulighederne for at lave byfornyelse og måske frilægning af Thisted Å i den indre by. Arkivfoto.

THISTED:Esben Oddershede (V), formand for klima-, teknik og miljøudvalget, blev rigtig glad, da han torsdag middag fik at vide, at Thisted Kommune har modtaget 250.000 kroner fra Realdania. Pengene skal bruges til et storstillet projekt om byfornyelse og byforskønnelse af den indre by i Thisted.

- Pengene skal gå til en forundersøgelse af et projekt, hvor vi vil binde den indre by i Thisted bedre sammen med havnen, siger Esben Oddershede og fortsætter:

- Vi vil gerne have gjort strækningen og bydelen fra havnen til Nytorv mere attraktiv, siger Esben Oddershede.

I projektet åbnes der op for muligheden for at frilægge Thisted Å, som er rørlagt fra kolonihaveforeningen Amager helt ned til havnen.

- Det er bare en idé, men der løber jo det klareste vand, og vi vil gerne lave et inspirerende miljø i den indre by, hvor vi laver en korridor gennem byen via gader og stræder, siger Esben Oddershede, som erkender, at hvis byen skal fortsætte som handelsby i fremtiden, så skal man lave noget, der er attraktivt.

- Men det er et projekt, der involverer borgere, forretninger og erhvervslivet, siger han.

Thisted Kommune skal selv bidrage med yderligere 250.000 kroner til forundersøgelsen, og det samlede projekt forventes at løbe op i 16-20 millioner kroner.

- Det bliver et spændende projekt. Andre byer har latinerkvarterer, som skaber miljø, og i Aalborg er de jo også ved at frilægge et vandløb, siger Esben Oddershede.

Projektet udspringer af Thy på Forkant og Esben Oddershede håber på, at projektet vil kunne sætte skub i havnemiljøet.

- Havnen bruges jo mindre og mindre erhvervsmæssigt, men flere og flere turister kommer til havneområdet, siger han.

Esben Oddershede ser derfor projektet som en naturlig forlængelse af hele projektet om Cold Hawaii Inland.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.