Bryggerier

Thisted Bryghus har skabt markant forbedret resultat

THISTED:Mens ølsalget som sådan daler i Danmark, går det fremad for produkterne fra Thisted Bryghus, der gennem det seneste regnskabsår har opnået en markant forbedring af driftsresultatet. - Det var dog lige netop ikke nok til at skabe balance i driften, så det er stadig vore opsparede midler, der har sikret os sorte tal på bundlinien, konstaterede bestyrelsesformand Ole Sørensen ved bryghusets generalforsamling i Thy-Hallen i Thisted. Han hentydede her til, at regnskabsåret 2000/01 gav et driftunderskud på 367.000 kr., at det sidste år blev til et minus på 874.000 kr., og at man i det netop afsluttede regnskabsår har fået underskuddet bragt ned til minus 90.000 kr. På grund af diverse finansieringsindtægter ender årsresultatet imidlertid med et plus på 198.000 kr. - Vi har dog udsigt til yderligere forbedringer. Oktober, det første kvartal i det nye regnskabsår, har resulteret i en stigning på hele 14,7 procent, hvilket har vendt et driftunderskud på 327.00 til et overskud på knap 800.000 kr. for dette kvartal i forhold til året før, oplyste Ole Sørensen. Han fortalte, at det især er bryghusets specialprodukter som Limfjords-Porter, Porse Guld og rækken af økologiske varianter, der tages godt imod uden for kerneområdet: - Men priskonkurrencen er hård og grænsehandelen stigende, så den nu nærmer sig 35-40 procent af forbruget i Danmark. Reduktionen af emballageafgiften kan kun i nogen grad mindske prisforskellen nord og syd for grænsen, så der er kun én vej, og det er afgiftsreduktioner, fastslog Ole Sørensen. Thisted Bryghus har i det forløbne regnskabsår haft 25 medarbejdere.