Thisted i drømmeland

Oprykkere forsvarede med en sejr over Kolding tredjeplads

Hos Thisted var rutinerede Christian Flindt Bjerg (helt til højre) den helt store spiller. Han scorede et fremragende mål og fremtvang et straffespark, men her løber chancen dog ud i sandet for den 34-årige midtbanespiller. Foto: Christina Larsen
Fodbold 1. september 2008 06:00

Thisted FC Kolding FC 2-1 Fodbold, viasat division Lars Christensen lars.christensen@nordjyske.dk THISTED: Fodboldfolket i Thisted er på det nærmeste i drømmeland efter den start, som Thisted FC's oprykkere har fået i 1. division, og hvis de kniber sig i armen, så er det stadig en kendsgerning: TFC er tophold. Søndag forsvarede thyboerne på eget græs med en sejr over Kolding tredjepladsen i landets næstbedste række. Nu har TFC efter fire kampe 10 point, og da holdet for to år siden var i 1. division for første gang nogensinde varede det 10 spillerunder, inden Thisted var nået op på det. Grund til jubel Så der er grund til jubel i Thisted, og jublet igennem blev der søndag eftermiddag, da rutinerede Christian Flindt Bjerg efter blot fem minutters spil fra kanten af straffesparksfeltet helt fantastisk helflugtede en hjørnesparksbold ind til 1-0. - Det sker kun få gange, at man scorer sådan et mål. Det var dejligt, og især da vi havde aftalt, at vi ved det første hjørnespark skulle forsøge, at lægge bolden ind til en helflugter, da vi vidste, at de ville have alle mand inde i feltet, sagde Thisteds cheftræner Peter Enevoldsen. Hurtig udligning Thyboerne havde dog knap fået armene ned, inden gæsternes Jacob Olesen udlignede til 1-1. Ellers havde Thisted en lille overvægt i spil i en lige halvleg, hvor Thisted havde flest chancer, mens Koldings Akkeem Agbetu havde den største, men han sendte bolden forbi målet. Anden halvleg var en chancefattig affære. Kolding var farligst på dødbolde, og Thisteds forsvar holdt gæsterne helt væk fra de åbne chancer. Afgørelsen faldt på et straffespark, og det mål havde Christian Flindt Bjerg også sin andel i, da han blev fældet af Næstveds Morten Thomsen efter en god stikning fra Simon Josefsen. Daniel Kristensen eksekverede sikkert til 2-1. Hektisk affære Resten af kampen blev en hektisk affære, hvor de mere og mere frustrerede koldingensere pressede på for en udligning og dermed sæsonen allerførste point. Frustrationerne betød også, at dommer Heine Sørensen fik travlt med at hive kortene op ad lommen. Thyboerne hoppede med vognen, så der blev i det sidste kvarter uddelt seks gule og et rødt kort, som Koldings Nick Andersen fik for at sparke Mickey Berg ned. - Vi fik alt for mange kort, sagde Peter Enevoldsen, der dog havde mest at glæde sig over. - Nu har vi efter fire kampe slået et hul på ni point ned til nedrykningspladserne. Det var der ingen, der havde troet på forhånd. Det var fortjent, at vi vandt i dag, og vi spillede bedre end i den sidste kamp mod Skive, sagde træneren. KAMPFAKTA Mål: 1-0 Christian Flindt Bjerg (5). 1-1 Jacob Olesen (8). 2-1 Daniel Kristensen (69). Advarsler: Martin Nielsen, Thisted (25. minut). Morten Christensen, Kolding (75. minut). Daniel Kristensen og Kingsley Mojo, begge Thisted (80. minut). Jesper Andersen, Kolding (81. minut). Peter Bechmann, Thisted, og Jacob Olesen, Kolding, (90. minut). Udvisning: Nick Andersen, Kolding (86. minut) Tilskuere: 1087.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...