Thisted jagter hjemmesejr

FC Hjørring må undvære angrebsduo i lokalopgør

An­ders Dahl kan ikke spil­le for FC Hjør­ring på grund af ska­de.Foto: Bent Bach
Fodbold 12. august 2007 06:00

NORDJYLLAND: Thisteds nedrykkere fra 1. division i fodbold tørster efter en sejr på Lerpytter Stadion, hvor thyboernes trofaste tilskuere ikke har set deres hold vinde en turneringskamp siden den 5. november sidste år. Sejren skulle ifølge cheftræner meget gerne komme i eftermiddagens 2. divisionskamp mod FC Hjørring. - Skal vi hænge på i toppen, så skal vi vinde hjemmekampene, siger Peter Enevoldsen, der så, da Hjørring vandt sæsonpremieren mod Vanløse med 2-0. Det blev han ikke skræmt af. - Det er et hold, som vi skal slå på hjemmebane. FC Hjørrings cheftræner Jørgen Steffensen erkender, at hans mandskab skal løfte sit niveau for at få point med fra Thisted. - Vi skal have en bedre defensiv organisation, og vores eget pasningsspil skal også være bedre, siger Jørgen Steffensen. Han må dog stille med et svækket hold, da angrebsduoen Ziad Saliba og Anders Dahl begge må sidde over med skader. I forvejen stod Mads Knudsen, Kasper Rynkeby og Morten Larsen opført på skadeslisten. Anfører tilbage Hos Thisted FC er sidste sæsons topscorer, anføreren Peter Bechmann, tilbage efter overstået karantæne. Angriberen Mickey Berg er til gengæld tvivlsom starter på grund af en fiberskade, og bliver han ikke klar er den eneste ændring i Thisted-truppen, at Bechmann overtager Bergs plads i front ved siden af Simon Josefsen. Bliver Mickey Berg derimod klar, får Simon Josefsen pladsen på venstre kant.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...