Thisted-opstart med mangler

Topscorer Christian Andreasen er ude hele januar, og det nye blod i truppen lader indtil videre vente på sig

christian andreasen jubler over ét af sine syv mål for Thisted i efteråret. I 2010 må han indtil videre holde sig fra fodbolden. Foto: Klaus Madsen

christian andreasen jubler over ét af sine syv mål for Thisted i efteråret. I 2010 må han indtil videre holde sig fra fodbolden. Foto: Klaus Madsen

THISTED:Når Thisted FC's 1. divisionshold i fodbold på mandag starter træningen op efter juleferien er der endnu ikke kommet nyt blod til som erstatning for trioen Simon Josefsen, Denis Dieme og Bobo Niambele, der stoppede i efteråret. - Vi skulle gerne have i hvert fald to nye spillere, og gerne nogle der kan gå direkte ind og forstærke holdet, og jeg er da også nogenlunde fortrøstningsfuld. Der skal være nogle samtaler i den kommende uge, som vi håber falder positivt ud, siger Thisteds cheftræner Peter Enevoldsen. Han må desuden kigge langt efter topscorer Christian Andreasen, der har problemer med begge akillessener, og derfor har fået den medicinske stabs ordre på at lade fodboldstøvlerne stå indtil 1. februar. - Han havde også problemer med akillessenerne i efteråret, og set i bakspejlet har vi måske ladet ham spille for lang tid. Men som træner vil man jo gerne stille med det bedste hold, og vi var hårdt presset med skader, så der var ikke ret mange alternativer, siger Peter Enevoldsen, der dog regner med, at Christian Andreasen bliver klar til sæsonstarten. Heller ikke Christian Flindt Bjerg er med, når Thisteds bedste fodboldspillere går på græs, eller man skulle måske nærmere sige sne - den 4. januar. Han kørte galt på motorcykel i sommer og missede hele efteråret, men nu lysner det dog for den rutinerede midtbanespiller. - Det er hoftebøjerne, som har drillet, men han skal scannes den 12. januar, og her håber vi, at han får grønt lys til at starte træningen op igen, siger cheftræneren. Træningslejr i Tyrkiet Peter Enevoldsen har i øvrigt hele programmet frem mod sæsonpremieren 21. marts på plads. Der venter syv træningskampe i perioden fra den 23. januar og indtil udgangen af februar. Herefter går til Tyrkiet i den første uge af marts. - Hernede håber vi at få to kampe i stand, og når vi kommer hjem har vi en kamp mod Skive som afrunding, siger Thisted-træneren.