Thisted scorede fem mål i 3-2-sejr

Thisted vandt søndag deres første forårskamp, da de på hjemmebane slog Lindholm IF. Kampen betyder, Thisted FC hænger på i toppen, imens Lindholm taber et skridt i bundstriden.

Peter Enevoldsen kan glæde sig over, at hans hold i store dele af kampen havde overtaget.
Foto: Klaus Madsen

Peter Enevoldsen kan glæde sig over, at hans hold i store dele af kampen havde overtaget. Foto: Klaus Madsen

Kampen mellem de to nordjyske hold startede stille. Selvom Thisted sad på både spil og chancer, skulle der gå 41 minutter, før Thomas Christensen fik sendt bolden i rusen. Meget mere var der ikke at skrive om den del af kampen. Thisted dominerede deres modstander, og specielt fysisk var der stor forskel på de to mandskaber. 2. halvleg var en helt anden historie. Her fik Lindholm tidligt bedre fat i hjemmeholdet fra Thisted. De var stærkere og trak sig sejrrigt ud af mange dueller på midten af banen. Det gav dem luft til at rykke højt op på banen, og i en periode på 15 minutter, sad de faktisk på både spil og chancer, uden at Thisted kunne gøre meget ved det, men også uden selv at udvise den skarphed, der skal til for at kæmpe sig tilbage i en kamp på dette niveau. Thisted gjorde ellers, hvad de kunne for at lukke Lindholm ind i kampen igen, da både Mojo Kingsley og Rasmus Olsen scorede selvmål. Men helt spændende blev det aldrig. Lindholms kræfter var sluppet op til sidst, og de fik aldrig lagt pres på Thisted i slutminutterne. Dermed kunne Thisted trække sig sejrrigt ud af forårspræmiren, efter at have scoret fem mål i deres 3-2-sejr. - Sejren er dejligt. Vi var gode foran målet, og vi sidder egentlig på tingene langt hen ad vejen. Vi er gode til at være kyniske, og det er skønt med tre point i den første kamp i foråret, siger Thisted FC-målscorer, Mikkel Agger.