Thisted skal have hul på bylden i Næstved

Thisted FC jagter fortsat årets første sejr i Nordicbet Ligaen

Thomas Jasper
Foto: Kurt Bering
Thisted FC 12. august 2018 07:20

FODBOLD: Sæsonens to første spillerunder i Nordicbet Ligaen har ikke lavet om på, at Thisted FC fortsat ikke har vundet en kamp i landets næstbedste række i 2018.

Men Thisted-træner Bo Thomsen satser på, at den kedelige stime slutter med søndagens udekamp mod Næstved.

- Vi skal til at have hul på de sejre, og det satser jeg på, at vi får gjort i Næstved, så vi for alvor får sparket sæsonen i gang, lyder det fra Bo Thomsen.

Thyboerne kunne dog glæde sig over en succesoplevelse, da det onsdag blev til en 10-0-sejr over Birkelse i DBU Pokalen.

- Jeg har egentlig ikke kunnet mærke på spillerne, at det var længe siden, de havde vundet, men da sejren så kom, kunne man godt fornemme, at der var en boble, der bristede for nogle af dem, siger Thisted-træneren.

Det bliver dog alt andet end nemt at hente en sejr i Næstved, der som oprykkere har hentet fire point i sæsonens to første kampe.

- De er rigtig godt organiserede og meget afklarede i de ting, de laver, og de kommer til at gøre det svært for mange hold. Det bliver en stor opgave for os, men vi går selvfølgelig efter sejren, siger Bo Thomsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...