EMNER

Thisted "snydt" for godt 55 mio. kr.

De mange millioner kroner er kompensation fra opgaver, som kommunen har fået verdraget fra amter og stat

Friske tal viser, at Thisted Kommune mangler at få udbetalt 55,5 millioner kroner i kompensation for de opgaver, som kommunen i forbindelse med kommunalreformen fik overdraget fra staten og Viborg Amt. Det er blandt andet manglen på de penge, der har bragt kommunen ud i en trængt økonomisk situation, vurderer økonomichef i Thisted Kommune, Kjeld Bentsen. Han og en delegation på tre andre embedsmænd fra kommunen skal på mandag mødes med Kommunernes Landsforening, KL, for at drøfte situationen. Vanskeligt stillede kommuner Det er KL, der har indkaldt til mødet, fordi Thisted Kommune hører til blandt de kommuner, der længe har klaget over at være underkompenseret i forhold til de nye opgaver, kommunen har fået som følge af kommunalreformen. Om mandagens møde fører til så meget, er dog tvivlsomt, for KL har ingen penge at dele ud af. Dog kan KL være med til at lægge pres på finansministeren, når penge fra puljen på 335 millioner kroner til vanskeligt stillede kommuner skal fordeles. Thisted Kommune har ansøgt om at få tilskud ad den vej og håber på at få fem millioner.