Thisted-svømmer drømmer om medalje

Handicapsvømmeren Amalie Vinther er nomineret til Den NORDJYSKE Idrætspris

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

THISTED:- Jeg elsker bare at svømme. Det betyder rigtig meget for mig.

Ordene kommer fra 19-årige Amalie Vinther fra Thisted, der et af Danmarks største svømmetalenter. Det kan blandt andet ses ved, at hun i 2014 vandt fire medaljer ved EM.

- Det var et helt fantastisk år. Det var mit store gennembrud, kan man sige. Det bedste år jeg har haft, siger thyboen, mens hun smiler over hele ansigtet.

Især én af medaljerne havde en helt særlig betydning. Hun vandt nemlig guld i 400 meter fri, hvilket samtidig også var hendes første internationale medalje af den ædleste slags.

- Det var kæmpe stort. Det var helt vildt fantastisk at stå der og høre nationalsangen.

De flotte bedrifter har samtidig også betydet, at Amalie Vinther er blevet nomineret til Den NORDJYSKE Idrætspris 2015 – noget hun sætter rigtig stor pris på.

- Det betyder rigtig meget, at man bliver anerkendt for det hårde arbejde, man ligger og laver til daglig. Det er jeg meget beæret over, siger hun.

En helt særlig svømmer

Amalie Vinther er dog ikke nogen helt almindelig svømmer. For den unge thybo er nemlig halvsidig spastisk lammet i højre side.

- Det betyder, at jeg ikke så godt kan bruge mine ben, når jeg svømmer. Desuden er min højre arm ikke så stærk som min venstre, og den har det med at klumpe sig lidt sammen, forklarer hun.

Det betyder selvfølgelig også, at det er andre handicapsvømmere, hun konkurrer med til stævner og mesterskaber. Til hverdag er det dog helt anderledes. Her træner Amalie Vinther nemlig to timer ni gange om ugen sammen med resten af førsteholdet i Thisted Svømmeklub - hvor hun vel at mærke er den eneste svømmer med et handicap. Det hjælper hende nemlig med at blive bedre.

- De andre presser mig til daglig, fordi jeg ikke er lige så hurtig som dem. Så det giver mig rigtig meget at kunne ligge og kæmpe med dem, siger nordjyden.

Store drømme

Det, hun i høj grad kæmper for, er, at få metal ved De Paralympiske Lege (PL) i Rio de Janeiro næste år.

- Det store mål er at kæmpe med om medaljerne. Jeg ved, det bliver svært, men jeg håber på, at det lykkes. Man ved jo aldrig helt, hvad der sker til et PL.

Thyboen er lige nu den femte bedste handicapsvømmer på verdensplan. Den position arbejder hun sammen med sin træner Bjarne Kragh, der både træner hende i Thisted og på landsholdet, hele tiden på at forbedre, så hun kan komme endnu tættere på PL-drømmen.

- Hun er jo klart den bedste i Europa. Amerikanerne og Australien har dog nogle gode svømmere, så lige nu er hun nummer fem på verdensranglisten. Vi arbejder meget på at få hende op i top tre, så der forhåbentlig vil være medaljer til PL om et års tid, siger Bjarne Kragh.

Hvis Amalie Vinther skulle gå hen og vinde Den NORDJYSKE Idrætspris og de medfølgende 100.000 kroner, ville det hjælpe hende meget med at nå målet om en PL-medalje.

- Jeg kan jo bruge dem til mange ting – udstyr og træningslejre. Så det kunne være rigtig lækkert med de penge, slutter hun.

Den NORDJYSKE Idrætspris uddeles torsdag 23. april.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden