Thisted tilpasser sig på trænerside

THISTED:Efter at Thisted FC har fået træneraftalen med Peter Enevoldsen på plads frem til sommeren 2010, har thyboerne nu også organiseret sig på assistenttræner-posten. 1. divisionsklubben i fodbold laver den organisatoriske ændring, at Peter "Snak" Christensen forlader ynglingeafdelingen og overtager hvervet som assistenttræner for klubbens bedste hold fra 1. juni. Det job har i øjeblikket Steen Andersen, og han bytter job med Peter Christensen og fortsætter således i næste sæson som ansvarlig for talenterne, der står på spring til seniorkarrieren. - Vi har på ingen måde været utilfreds med Steen Andersen. Han arbejder godt sammen med Peter Enevoldsen, understreger sportschef Bent Bisgaard. - Men som der i spillertruppen sker udskiftninger, så synes vi også, det er vigtigt, at vi på trænersiden hele tiden viser, at vi tænker fremadrettet og tilpasser os. - Hvis vi skal tage afsked med Peter Enevoldsen i 2010, så kan Peter Christensen være den lokalkendte træner, som kan føre tråden videre sammen med en anden cheftræner, hvis det bliver aktuelt, siger Bent Bisgaard. - At vi ændrer rollerne fra 1. juli er ene og alene en beslutning, bestyrelsen har truffet og et ansvar, vi naturligvis påtager os, siger sportschefen.