Thisted

Thisted vil skærpe profilen

Thisted Handels- og Industriforening klar med plan for markedsføring af Thisted by.

Thisted by og Thisted Kommune er i øjeblikket inde i en gunstig udvikling. Det fortjener mest mulig opmærksomhed, men spørgsmålet er bare hvordan. Thisted Handels- og Industriforening, THI, lancerer nu en plan for branding – eller markedsføring – af Thisted. Initiativet er en direkte reaktion på kommunens beslutning om indtil videre at stille et projekt med en overordnet markedsføring af kommunen i bero. Budget på 156.450 kr. THI's satsning arbejder med et budget på 156.450 kroner, hvor kommunens store markedsføringsprojekt havde et budgetmæssigt udgangspunkt på cirka 2,4 millioner kroner over tre år. THI's projekt har en tidsplan fra maj til september, hvor planen er at være klar med en ny profil som kan sælge Thisted, et nyt website og en række PR-aktiviteter. Målet for THI's satsning er, at der allerede i andet halvår 2008 er skabt et grundlag for en fælles og ensartet markedsføring og profilering af dels Thisted by, dels af THI's medlemsvirksomheder. I forhold til THI's oplæg bliver det nu Thisted by, der tager teten, når der tales markedsføring. Overordnet grafisk identitet Midlerne i arbejdet er blandt andet at finde en overordnet, grafisk identitet for byen som afløsning af den hidtidige signalforvirring. Der skal således skabes et stærkt og genkendeligt visuelt udtryk for Thisted by, som skal bruges i en styrket profilering og markedsføring af byen, ligesom THI og Thisted skal sikres en stærk og selvstændig profil. THI har valgt at handle med sin satsning på markedsføring og profilering af Thisted for at bruge muligheden for at markere sig og få opmærksomhed på grundlag af de mange forskellige tiltag i og omkring Thisted som allerede nu skaber opmærksomhed om byen.