41-årig satte ild til ejendom, han tidligere havde boet i

Manden erkendte at have startet en brand

Arkivfoto: Claus Søndberg

Arkivfoto: Claus Søndberg

THISTED:Det var forsætligt og med vilje, at en nu 41-årig mand i begyndelsen af september satte til en beboelsesejendom Rosenkrantzgade 22-24 i Thisted.

Det afgjorde Retten i Holstebro i dag, efter sagen har kørt over to dage i denne uge. Det fortæller anklager Christian Skov Poulsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Branden i beboelsesejendommen begyndte i kælderen, og blev opdaget af en beboer i stueetagen tidligt om morgenen, da beboerens røgalarm gik i gang.

Beboeren fik hurtigt slået alarm og fik evakueret andre beboere, og mindre end en halv time efter, at alarmen var slået, fortalte den på den tidspunkt 40-årige mand en bekendt, hvad han havde gjort. Det skete på Engvej i det centrale Thisted. Manden blev derefter anholdt.

- Han erkendte i retten, at han havde sat ild til ejendommen. Retten skulle tage stilling til, om han skulle dømmes efter den hårde paragraf 180 eller den mildere paragraf 181 i straffeloven, og han blev dømt efter tiltale, altså paragraf 180, fortæller Christian Skov Poulsen.

Den 41-årige har tidligere boet i den ejendom, han satte ild til. Han fraflyttede i foråret 2020 på grund af lejerestance.

- Han kunne ikke forklare, hvorfor han startede branden. Han er blevet mentalundersøgt og vurderet egnet til almindelig straf. Retten mente derfor ikke, der skulle særforanstaltninger til i forbindelse med strafudmålingen, siger anklageren.

Den 41-årige Niels Kjeldsen Smidt blev ved dagens retsmøde i Retten i Holstebro idømt to år og seks måneders fængsel for at sætte ild til ejendommen.

- Han var ked af det, og han modtog dommen uden betænkningstid, oplyser Christian Skov Poulsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.