Afbudsramte Bedsted tabte til bundholdet Funder
Et Bedsted hold ramt af skader og afbud havde svære betingelser mod Funder
FUNDER: Lørdag skulle kvinderne fra Bested i aktion igen i 1. division, da thyboerne efter en måned uden turneringskampe mødte Funder på udebane. Lørdagens modstander frister en tilværelse i den tungere ende af tabellen, mens Bedsted med en sejr ville kravle op på 2. pladsen i rækken. Den månedlange kamppause virkede ikke til at have været god ved Bedsted, eftersom thyboerne tabte kampen med 0-3. Bedsted-holdet til dagens kamp var præget af afbud og skader, så mange spillere spillede ikke på deres vante positioner.
- Det var lidt en alternativ trup, men de spillere der var med gjorde det godt. Hvis vi havde vundet første sæt, tror jeg, at kampen havde set anderledes ud, siger Bedsted-træner Flemming West.
Bedsted fik en katastrofal start på første sæt, hvor Thyboerne kom bagud med hele 1-9, hvilket fik Flemming West til at forlange en timeout. Den timeout virkede til at have begrænset effekt, for Bedsted kom yderligere bagud med 8-17. Bedsteds spil bar generelt præg af, at mange af spillerne skulle finde sig til rette på deres nye positioner. Udeholdet fik dog stoppet blødningen, og med et flot comeback gik thyboerne fra at være bagud til at være foran med 23-21. Den føring holdt thyboerne dog ikke, og Bedsted endte med at tabe første sæt med 25-27.
Kampens andet sæt var afvekslende med føringer til begge hold. Funder var dog skarpest i de afgørende situationer, og Bedsted tabte andet sæt med 20-25. Kampbilledet i tredje sæt lignede meget det fra det forgangne sæt, men ved stillingen 8-8 trak Funder dog lidt fra, og udeholdet kom bagud med 11-14 og 14-19. Derfra kunne udeholdet ikke få leveret comebacket, og Bedsted tabte kampens tredje sæt med 19-25, og dermed tabte Bedsted kampen med 0-3.
- Funder er et godt og erfarent hold, og de udnyttede vores svagheder. Spiller for spiller havde vi et godt hold med, men flere af dem spillede på uvante positioner. Spillerne gjorde hvad de kunne, og det var jeg tilfreds med, siger Flemming West.
Med lørdagens nederlag er Bedsted placeret på rækkens 4. plads.
Volleyball, 1. Division kvinder
Funder GF
Bedsted KFUM
Resultat: 3-0
Sætscore: 27-25, 25-20, 25-19
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.