Akuthospital får ny klinik for hjertemedicin

Patienter med hjerteflimmer kan nu få behandling på hospitalet i Thisted

Arkivfoto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

THISTED:Aalborg Universitetshospital, Thisted, åbner en ny klinik inden for hjertemedicin. Det sker som et led i at styrke patientbehandlingen og er samtidig et led i at styrke hospitalsmatriklen, oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

I Region Nordjylland er der er et stigende antal patienter med hjerteflimmer og dermed et stigende behandlingsbehov, herunder behovet for DC-konvertering. DC-konvertering er betegnelsen for elektrisk stød på hjertet (DC-stød), og er en effektiv metode til at stoppe visse hjerterytmeforstyrrelser for nogle patientgrupper.

Med penge fra regionsrådets budgetaftale 2022 er det blevet muligt at etablere en klinik for DC-konvertering på Aalborg Universitetshospital, Thisted.

- Det er glædeligt, at vi nu har et tilbud i Thisted til denne gruppe af patienter. Det vil både styrke den ambulante behandling inden for hjertemedicin, men det vil også være med til at styrke matriklen i Thisted generelt. Med placeringen i Thisted får vi udnyttet de gode fysiske rammer, og samtidig understøtter vi fastholdelsen af det kompetente tilstedeværende personale på matriklen, siger Malou Skeel, formand for sundhedsudvalget i Region Nordjylland.

Skal medvirke til reduceret ventetid

Klinikken vil samtidig medvirke til håndtering af udfordringen med et stigende behandlingsbehov.

- Vi ved, at ventetiden til behandling med DC-konvertering har betydning for, hvor godt behandlingen virker. Derfor er det også målet, at klinikken skal være med til at reducere ventetiden til behandling, siger Jørgen Rørbæk Henriksen, næstformand for sundhedsudvalget i Region Nordjylland.

Klinikken vil tage imod patienter to dage om ugen, mandage og torsdage, og vil have adresse i Kardiologisk Ambulatorium på Aalborg Universitetshospital, Thisted. Klinikken tager imod patienter fra hele regionen, og de første patienter har allerede modtaget behandling i klinikken.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden