Angreb politistation med brandbombe: 24-årig fik dom på ni måneders fængsel

Manden, der smed en molotovcocktail mod politistationen i Thisted i april, stod anklaget for flere forhold

21. april blev der smidt en brandbombe mod politistationen i Thisted - nu er der faldet dom i sagen. Arkivfoto

21. april blev der smidt en brandbombe mod politistationen i Thisted - nu er der faldet dom i sagen. Arkivfoto

THISTED:En 24-årig mand blev torsdag ved retten i Holstebro idømt en straf på ni måneders ubetinget fængsel for at have smidt en brandbombe, en såkaldt molotovcocktail, mod politistationen i Thisted samt flere andre lovovertrædelser.

Det oplyser kriminalkommissær Jørgen Jensen fra Lokalpolitiet i Thisted.

Ifølge Ritzau lød anklagerne mod den unge mand på forsøg på vold mod politiet og for overtrædelse af straffelovens paragraf 252, som handler om at volde ”nærliggende fare for nogens liv eller førlighed”. Den 24-årige blev ved retssagen også mødt med anklager om spirituskørsel, brugstyveri af motorkøretøj og hærværk.

Fra retten i Holstebro oplyses det, at manden ikke blev dømt i alle forhold, og at der ved udmøntningen af dommen blev inkluderet en tidligere betinget dom. Ud over dommen på ni måneders ubetinget fængsel fik den 24-årige mand også frakendt førerretten i tre år.

Manden smed den hjemmelavede brandbombe mod politistationen klokken kvart i otte om morgenen 21. april. Den ramte muren og udbrændte på jorden.

Manden, der ifølge anklageskriftet var beruset og kørte på en stjålet ATV, blev pågrebet ret hurtigt efter angrebet. Han har siddet varetægtsfængslet lige siden.

- Så han kommer ikke til at sidde så meget længere, siger Jørgen Jensen.

Ifølge Ritzau var manden også tiltalt for at have smadret to butiksruder i Thisted. Det drejer sig om en rude hos City Pizza på Østerbakken og en rude på Thisted Løve Apotek på Sydhavnsvej.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.