Volleyball

Bedsted fik fuld gevinst

Der var sikre sejre til både herrer og damer fra Bedsted i søndagens to opgør i 1. division

Bedsted fik en fortjent sejr over Kolding. Arkivfoto: Lars Pauli
Bedsted fik en fortjent sejr over Kolding. Arkivfoto: Lars Pauli

Bedsted KFUM

Kolding VK

3-0

Volleyball, 1. division damer

BEDSTED: Senest damerne fra Bedsted mødte Kolding VK i damernes 1. division, led thyboerne et bittert 2-3 nederlag. Derfor var det et revanchelysten hold, der gik på banen, da de to hold søndag krydsede klinger i Bedsted Hallen. Heldigvis for hjemmeholdet fik de deres revanche, eftersom Bedsted vandt kampen komfortabelt med 3-0. Med sejren holder damerne sig til i toppen af rækken.

- Vi var helt fokuserede og koncentrerede i dag. Til tider blev det lidt urytmisk, men vi var i kontrol hele kampen igennem, siger Bedsted-træner Flemming West.

Første sæt var tæt med skiftende føringer til begge hold, men da tingene skulle afgøres i den sidste del af sættet, viste thyboerne godt spil og tog sejren i første sæt med 27-25.

I det efterfølgende sæt fortsatte Bedsted de gode takter fra slutningen af første sæt. Hele sættet igennem førte værterne, og andet sæt blev vundet med 25-19.

I andet sæt fortsatte Bedsted med at være bedst, og tredje sæt tog Bedsted med 25-19.

- Vores server og modtagninger sad virkelig i skabet i dag. Nederlaget til dem tidligere i sæsonen har naget en smule, så det var dejligt med en sejr, siger Flemming West.

Damerne fra Bedsted spiller deres sidste kamp for i år, når de lørdag møder Esbjerg på hjemmebane.

Sætcifrene: 27-25, 25-19, 25-16.

Også herrerne fra Bedsted var ganske suveræne.

Bedsted KFUM

Hornslyd IF

3-0

volleyball, 1. division herrer

Af Tobias Brandt

tbr@dnmh.dk

BEDSTED: Der ventede volleyherrerne fra Bedsted en på papiret overkommelig opgave i herrernes 1. division, da de søndag mødte det suveræne bundhold fra Hornslyd i egen hule. Hjemmeholdet levede da også op til deres favoritværdighed, da de vandt kampen sikkert med 3-0 uden de store problemer.

- Det var meget kontrolleret. I de her kampe mod lavere rangerende hold, kan man godt falde ned i deres tempo, men det var slet ikke tilfældet i dag. Alle spillere var fuldt fokuserede og leverede, siger Bedsted-træner Flemming West.

Fra kampens start dominerede hjemmeholdet kampen klart. Hjemmeholdet kom foran med 12-4. Generelt havde thyboerne forholdsvist let spil i kampen, så derfor valgte Flemming West at gøre brug af holdets bredde. De mange udskiftninger gjorde dog ikke noget ved Bedsteds dominans i kampen, og hjemmeholdet vandt første sæt med 25-13.

I andet sæt fortsatte Bedsted med at være det suverænt bedste hold, og det var tydeligt at se, hvorfor gæsterne fra Hornslyd var placeret som rækkens bundhold. I andet sæt kom værterne foran med 16-8, og thyboerne vandt andet sæt med de komfortable cifre 25-14.

Tredje sæt startede skidt ud for Bedsted, der kom bagud med 0-4. Langsomt men sikkert arbejdede Bedsted sig tilbage i sættet. Efter lidt startproblemer kom Bedsted foran med 14-11. I den resterende del af sættet holdt Bedsted Hornslyd på afstand, og Bedsted tog sidste stik med 25-19.

- Det var virkelig dejligt, at reserverne kom ind og leverede godt. Det kan man nærmest blive helt høj af som træner, siger Flemming West, der samtidig er glad for, at hans hold viste god bredde i opgøret.

- Det er jo rart, når spillerne gør det svært for en at sætte startopstillingen til næste kamp, siger han.

Bedsted spiller deres sidste kamp i 2021, når de på lørdag møder Lyseng.

kampfakta

Sætcifrene: 25-13, 25-14, 25-19.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden