Volleyball

Bedsted-herrerne sikrede sig top 5 med en sejr

Med en sejr i sidste kamp indfriede Bedsted-herrerne deres målsætning for sæsonen om at slutte i top 5

Bedsted havde rutinen og skarpheden i kampen mod ASV
Bedsted havde rutinen og skarpheden i kampen mod ASV Arkivfoto: Henrik Bo

BEDSTED: Bedsted skulle lørdag afslutte sæsonen i herrernes 1. division med en kamp på hjemmebane mod ASV 2. Hvis Bedsted selv vandt kampen, og andre resultater flaskede sig, så kunne thyboerne sikre sig en slutplacering som nr. 5 i rækken. Heldigvis for Bedsted flaksede det sig for dem, og så gjorde thyboerne selv arbejdet færdigt ved at vinde med 3-1 over ASV.

- Vi havde godt styr på det. Det var et ungt hold, vi spillede mod, og vi havde nok den fornødne erfaring, når tingene skulle afgøres, siger Bedsted-træner Flemming West.

Bedsted startede kampen godt ud ved at komme foran med 7-1 og 11-3. Undervejs i sættet fik ASV reduceret et par gange, men Bedsted vandt første sæt med 25-14. Andet sæt blev et mere tæt et af slagsen, hvor ASV var foran i starten. Bedsted fik dog kæmpet sig tilbage, men mod slutningen af sættet kom Bedsted bagud med 18-23. Med en fornem slutspurt fik hjemmeholdet dog kæmpet sig ind i sættet igen, og da sættet skulle afgøres, var Bedsted skarpest. Hjemmeholdet vandt et tæt andet sæt med 27-25.

I tredje sæt var det igen ASV, der kom bedste fra start. Bedsted kom bagud med 3-8 og 9-15. Igen fik Bedsted så kæmpet sig tilbage i sættet, men denne gang kunne Bedsted ikke helt levere comebacket, og tredje sæt blev tabt med 20-25. Efter lidt vanskeligheder i de forgangne sæt steppede Bedsted op fra starten af fjerde sæt. Thyboerne kom foran med 5-1 og 12-7, og med et godt grundlag skabt fra start trak Bedsted stille og roligt fra ASV. Efter en sejr i fjerde sæt på 25-21 vandt Bedsted kampen med 3-1. 

- Det har været en god sæson med herrerne, hvor vi indfriede målet om at slutte i subtoppen. Undervejs i sæsonen har spillerene også udviklet sig positivt, så vi har fået det optimale ud af sæsonen, siger Flemming West.

Kampfakta

Volleyball, 1. Division herrer

Bedsted KFUM 

ASV Aarhus 2

Resultat: 3-1

Sætscore:25-14, 27-25, 20-25, 25-21

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden