Beredskabschef: - Jeg har aldrig oplevet så alvorligt et skred
Gå ikke neden for stejle klitter, lyder et af rådene fra Nordjyllands Beredskab
Opdateret kl. 14:03
Derfor opfordrer myndighederne til at være forsigtig, hvis du færdes langs Vestkysten. Store regnmængder den senere tid har gjort nogle klitter ustabile, og dermed er der risiko for nye skred som det, der skete i Nørre Vorupør søndag.
Nordjyllands Beredskab har udsendt en kraftig opfordring til, at folk følger nogle konkrete råd.
Det er blandt andet at lade være med at gå neden for de stejle klitter. De gælder over alt men i særdeleshed i Vendsyssel, hvor der er meget høje og stejle skrænter.
Et andet råd er, at man ikke skal gå uden for stierne i klitområderne.
- Der er altid risiko for skred i klitarealer. Så generelt opfordrer vi til, at man holder sig til stiområderne. De er som regel faste. Der er ikke retningslinjer, der forbyder færdsel i klitterne, men det er et spørgsmål om, at man tænker sig om, siger beredskabschef Per Vedsted til Nordjyske.
Desuden skal man være opmærksom på, at det er farligt - og heller ikke tilladt - at grave i klitterne.
To tyske drenge på 9 og 12 år blev søndag fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby i kritisk tilstand, efter at de var blevet begravet i sand. Politiet formoder, at drengene havde gravet en hule i klitterne.
Et fjerde råd fra beredskabet lyder: - Hold børn under opsyn.
Per Vedsted var selv på vagt, da alarmen lød søndag i Vorupør. Han fortæller, at mange frivillige hjalp med at grave efter drengene, men arbejdet blev besværliggjort af, at sandet blev ved med at skride.
Der blev brugt skovle, plastikspande og hænder til at grave med.
- Især, når man er tæt på en person, bruges hænderne til at grave med, for ellers er det decideret farligt, siger Per Vedsted.
Der var også gravemaskiner i brug, men det var et stykke væk fra drengene, hvor der blev dannet et plateau, så der bedre kunne arbejdes på stedet.
Det er heldigvis yderst sjældent, at der sker så alvorlige ulykker ved skred, som det var tilfældet søndag:
- Jeg har ikke oplevet noget så alvorligt før. Der har været få hændelser, hvor nogle bliver fanget af sandet, men dette er det mest alvorlige, jeg har oplevet, fortæller Per Vedsted.
Også Sydvestjysk Brandvæsen har udsendt en advarsel:
- Oven på dagens tragiske hændelser i Nordjylland udsendes advarsel om færdsel i klitterne ved kysten. Den seneste tids megen nedbør har gjort klitterne langs med kysten ustabile. Alle bør derfor undgå at færdes udenfor stier i klitterne og undgå ophold ved foden af bratte klitter, lød det søndag på det sociale medie X.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.