Bjarne fra Thisted vandt bronze i pløje-VM

60-årig thybo fik igen medalje til VM i pløjning - denne gang i Kenya

Bjarne Nielsen fra Thisted vandt bronze ved VM i pløjning - i Kenya. Privatfoto
Thisted 3. december 2017 12:20 - Opdateret 3. december 2017 18:29

THISTED: Bjarne Nielsen fra Thisted kan nu kalde sig verdens tredjebedste standardpløjer, oplyser LandboUngdom i en pressemeddelelse.

VM i Kenya blev en succes for Danmark. Rutinerede Bjarne Nielsen tog tredjepladsen i standardplov, og debutanten Jesper Madsen fra Odder blev nr. 9 i vendeplov.

Jorden i Kenya var meget tør, og selvom danskerne havde været i Kenya i næsten to uger op til VM for at træne, så drillede de uvante forhold undervejs. Men 60-årige Bjarne Nielsen viste sin rutine og blev nummer tre i stubjord og nummer fire i grønjord, hvilket altså gav en samlet bronzeplads.

- Jeg er meget tilfreds med at blive nummer tre efter 30 års pause. Så jeg er glad og veltilpas, lyder det fra Bjarne Nielsen, der bliver suppleret af sin landsmand.

- Jeg pløjede bedre i dag lørdag, end jeg gjorde fredag, så det er jeg glad for. Afslutningen drillede dog lidt, men de fleste bøvlede i den lidt tørre grønjord, siger 34-årige Jesper Madsen, der blev nummer 10 fredag, nummer otte lørdag og altså fik en samlet niendeplads i sin VM-debut.

Bjarne Nielsen og Jesper Madsen kvalificerede sig til VM ved LandboUngdoms DM, og turen til Kenya er også støttet af LandboUngdom.

Vandt også VM-medalje for 33 år siden

Bjarne Nielsen har tidligere fået medalje ved VM i pløjning. Men det var helt tilbage i 1983 og 1984, hvor han begge år vandt sølv.

Og hans helt særlige forhold til pløjning og VM bliver bekræftet af, at han og hans gård i Hjardemål ved Thisted var vært, da Danmark i 2015 afholdt VM i pløjning.

Danmark har tidligere vundet guld ved VM, sidst i 2000 og 2001. Begge gange var det Henry Thegen og hans standardplov, der sørgede for dansk triumf.

VM i standardplov blev i 2017 suverænt vundet af Gene Gruber fra USA, og i vendeplov var det ireren John Whelan, der ligeså overlegent tog VM-titlen.

Se alle resultater her (pdf-fil)

Konkurrencepløjning

I konkurrencepløjning kæmper deltagerne om at levere den bedste pløjning i både stubjord og grønjord. Dommerne giver karakterer inden for mange forskellige forhold, blandt andet flækningen, sammenkastet og furens retning og pakning.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...