Borgmester efter aflysning af royalt besøg: Nu glæder vi os til besøg i 2021
Planlægningen af Dronningens besøg 31. august er ikke spildt trods aflysningen - så er planerne klar, når besøget forventes gennemført i 2021

Kongeskibet Dannebrog skulle efter planen anløbe Hanstholm Havn 31. august, men nu er Dronningens sensommertogt med skibet aflyst - nu satses der i stedet på royalt besøg i Thisted Kommune i sensommeren 2021. På billedet anløber kongeskibet Hanstholm i forbindelse med Kronprinsparrets besøg i 2011.Arkivfoto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk
Planen var, at kongeskibet Dannebrog med Dronning Margrethe ombord skulle anløbe Hanstholm Havn 31. august. Nu er besøget aflyst på grund af Covid-19 situationen, men ikke mere, end at det nu aflyste sommertogt er udsat til 2021, hvor besøget forventes gennemført i sensommeren.
- Vi har i Thisted Kommune løbende været i dialog med Kongehuset om det planlagte besøg. Den usikkerhed der fortsat er forbundet med corona-situationen gør, at vi ikke vil kunne gennemføre et besøg, oplyser borgmester Ulla Vestergaard i en pressemeddelelse.
Planer gemmes til næste år
- I stedet vil vi glæde os til 2021, hvor Dannebrog anløber Hanstholm Havn og vi for alvor kan holde en folkefest med Dronningen som omdrejningspunkt, siger borgmesteren.
Selv om der har været fuld gang i planlægningen af Dronningens besøg, er arbejdet ikke spildt. Mange af de planer og besøgssteder, har har været del af planerne for det nu aflyste besøg, bliver taget op igen i 2021.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan gennemføre Dronningens besøg som planlagt, men situationen taget i betragtning, er det den rigtige beslutning. Vi går pragmatisk til værks og gemmer alle planerne, sådan at vi nemt og hurtigt kan starte planlægning op igen til næste år, fortæller Susanne T. Meisner, sekretariatschef og tovholder for gruppen, som arbejder med at planlægge Dronningens besøg i Thy.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.