Bryghus og kommune samarbejder om p-plads til millioner

Thisted Kommune og Thisted Bryghus i fælles projekt om p-plads til 3,6 mio. kroner

Illustrationen fra Thisted Kommunes sagsfremstilling viser udformningen af den "nye" parkeringsplads ved bryghusets nybygning.

Illustrationen fra Thisted Kommunes sagsfremstilling viser udformningen af den "nye" parkeringsplads ved bryghusets nybygning.

THISTED:Med et "ja" fra kommunalbestyrelsen er Thisted Kommune klar til at skyde 1,6 mio. kroner i et projekt til renovering og forbedring af den nuværende p-plads ved Bryggerivej.

Den "nye" parkeringsplads laves i samarbejde med Thisted Bryghus, som bidrager med to millioner kroner til arbejdet, som samlet løber op i 3,6 mio. kroner.

Renoveringen af p-pladsen blev aktuel, da Thisted Bryghus før nytår besluttede at opføre en bygning til et nyt brygværk op til det eksisterende parkeringsområde, hvoraf en del var en kommunal parkering og en anden del, op mod bryghusets gamle hovedbygning, er Thisted Bryghus' parkering.

Det fælles projekt mellem kommune og bryghus sikrer dels en sammenhængende parkeringsplads, dels at området vil fremstå med et nyt helhedspræg.

Kommunen renoverer sin del af det samlede område, hvor der i dag er 35 p-pladser, mens bryghuset renoverer og etablerer den øvrige del af det belagte areal. Den nye p-plads skal være færdig til 1. december, når bryghusets nye bygning indvies.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.