Casper brugte over to timer på at krydse en bro
Vejarbejde fik trafikken til at gå i hårdknude på Vilsundbroen tirsdag aften. Resten af arbejdet bliver onsdag udført udenfor myldretiden
Opdateret kl. 21:13
THY-MORS: Da Casper Søe-Larsen tirsdag eftermiddag nærmede sig Vilsundbroen, anede han ikke, hvad der ventede ham.
På vej hjem fra København var han kørt over Mors, og turen over broen og ind i Thisted Kommune lignede en formsag. Sådan kom det dog ikke til at gå.
Han kom til at holde i kø i over to timer, før det lykkedes at krydse broen, og det er noget, han har svært ved at forstå kan ske.
- Jeg er vildt forundret. Det er jo ikke bare en lille kø. Det har været noget, der lignede ti kilometer kø. Jeg kan høre på bekendte, at det har været galt siden i formiddags, siger Casper Søe-Larsen.
Han undrer sig over både over, at arbejdet ikke bliver udført om natten, og at der ikke er skiltning, som advarer om vejarbejdet.
- Jeg kørte direkte over Mors og kørte direkte i en kø uden det mindste skiltning, lyder det fra Casper Søe-Larsen.
Da han kom over broen, så han, at den lange kø skyldtes en lysregulering ved en rundkørsel, hvor der blev udført vejarbejde. Han konstaterede desuden, at der hverken var arbejde i gang eller materiale på kørebanen, da han kom forbi stedet.
Vejdirektoratet oplyser, at arbejdet på stedet blev indstillet omkring klokken 18.30 tirsdag aften. Oprindeligt blev det meldt ud, at arbejdet ville starte klokken syv igen onsdag, men Vejdirektoratet oplyser, at arbejdet i stedet vil starte omkring klokken ti onsdag formiddag, så morgentrafikken kan glide nemmere. Man regner desuden med, at arbejdet vil være forbi, inden eftermiddagstrafikken sætter ind.
Omkring klokken 20 tirsdag aften er køen igen opløst.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.