Coronavirus

Corona i minkfarme ved Hanstholm - og sandsynligvis også andre steder i Thy

Fire farme ved Hanstholm ramt, men meget tyder på, at smitten har bredt sig langt ned i landsdelen

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fødevarestyrelsen har, med hjælp fra forsvaret og Beredskabsstyrelsen, oprettet en rensestation ved Thisted Lufthavn, få kilometer fra de ramte farme øst for Hanstholm. Foto: Bo Lehm Foto: Bo Lehm

Opdatering kl. 10:56: Navnet på formanden for Thy-Mors Pelsdyravlerforening rettet til Jesper Balle Kristensen.

THY:Efter i måneder at have skelet nervøst til udviklingen hos kollegerne mod nord og øst, må minkavlerne i Thy nu indse, at det også er alvor for dem. En avler i Hanstholm har fået besked om, at dyr i hans fire farme på Grønnevej lige øst for byen er testet positive for corona. Og minkavleren selv er også blevet smittet med covid-19.

Yderligere tre minkfarme ligger på den samme vej. Her var der torsdag eftermiddag endnu ikke kommet svar på coronatesten af dyrene. Men en medarbejder på en af farmene, og indehaveren af anden, har begge fået sygdommen.

Kassekreditten er brugt

Sidstnævnte er Poul Erik Jensen fra Ræhr, som har haft minkfarm i Hanstholm i 38 år.

- Jeg har frygtet at det skulle komme. Men siden det begyndte at ulme oppe i Vendsyssel, har vi holdt kortene meget tæt til kroppen. Vi har kun set familien og nogle få andre. Så vi har passet rigtig godt på her i smørhullet ude på pynten. Og vi havde håbet, at vi i det mindste kunne komme over pelsningen, der jo skulle begynde om kun 14 dage, siger han.

Nu må han se ind i en fremtid, der tegner meget uvis. For ganske vist får han erstatning for de aflivede mink, men den erstatning kommer efter år, hvor pelsdyererhvervet ikke har haft det godt.

- Kassekreditten er brugt helt op, og vi ved ikke om vi kan beholde huset, siger Poul Erik Jensen - der til gengæld kan glæde sig over, at han selv er stort siden uden symptomer på covid-19. Og at hans kone ikke er blevet smittet.

Peder Kristiansen fotograferet i sin minkfarm i 2012. Nu forudser han, at han har pelset mink for sidste gang. Arkivfoto: Peter Mørk

Peder Kristiansen fotograferet i sin minkfarm i 2012. Nu forudser han, at han har pelset mink for sidste gang. Arkivfoto: Peter Mørk

Også andre steder i Thy

Selv om der indtil nu kun fundet smittede dyr på Grønnevej ved Hanstholm, tyder meget på, at sygdommen også har fat i minkfarme andre steder i Thy. Lige akkurat uden for den 7,4 km-zone, som Fødevarestyrelsen opererer med omkring smittede farme, er endnu en minkavler, Peder Kristiansen, blevet testet positiv. Og han er ikke ret meget i tvivl om, at testresultatet for hans besætning også vil vise coronasmitte.

- Jeg kan ikke se, hvor smitten ellers skulle komme fra, og vi har også haft lidt forhøjet dødelighed blandt minkene, fortæller Peder Kristiansen, der er kasserer i pelsdyravlernes forening for Thy og Mors. Men også han har indset, at livet som pelsdyravler er et afsluttet kapitel.

Igennem hele møllen

- Jeg frygter at vi skal igennem hele møllen en gang til, hvis vi sætter mink ind igen til foråret, siger han - der har symptomer på covid-19, men uden at føle sig alvorlig syg. Også hans kone Ida er testet positiv, mens sønnen Brian - som nu passer dyrene - er gået fri.

Længere sydpå i Thy, i nærheden af Sjørring, har yderligere en minkavler fået en positiv coronatest, fortæller formanden for Thy-Mors Pelsdyravlerforening, Jesper Balle Kristensen fra Vils. Og allerede med disse tilfælde er der udsigt til, at der - takket være myndighedernes sikkerhedszone - kun vil være en håndfuld af de godt 20 avlere i Thy, som går fri, påpeger han, der selv har en minkfarm i Ø. Assels.

Ingen kommentarer fra Mette

På Mors, hvor der er lidt færre minkavlere end i Thy, er sygdommen endnu ikke blevet konstateret, hverken hos dyrene eller de mennesker, der lever af minkene.

NORDJYSKE forsøgte forgæves at få Mette Frederiksen til at forholde sig til minkavlernes situation i forbindelse med statsministerens besøg torsdag i Skagen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.