Corona-smitte: Thy har overhalet København

Seks nye smittede bringer Thisted op blandt den femtedel af landets kommuner, hvor virussen spreder sig mest

THY:Med seks corona-smittede i den seneste uge er Thisted rykket op mellem den femtedel af landets kommuner, hvor virussen lige nu spreder sig mest.

I forhold til indbyggertallet er Thy det sted i Nordjylland med flest smittede - og på landsplan har Thisted overhalet blandt andet Københavns Kommune.

Pr. 100.000 indbyggere er der nu 13,8 nye smittede i Thisted Kommune, mens det tilsvarende tal for Københavns Kommune er 12,0.

Ikke ud over rampen

De nye tal får ikke umiddelbart kommunen til at indføre nye tiltag.

- Det er ikke kørt ud over rampen endnu. Men når der efter en lang periode med få eller ingen smittede lige pludselig er seks, så giver det anledning til, at vi støtter hinanden i at huske at udvise lidt ekstra forsigtighed, siger Tue von Påhlmann, social- og sundhedsdirektør i Thisted Kommune:

- Vi skal huske at spritte hænder og holde afstand og nyse i ærmet. Og det kan være klogt at overveje, om hele familien skal med, når man skal ned og handle ind.

Som NORDJYSKE har omtalt i de seneste dage er en frisørsalon, Klippe Cafeen i Sjørring, blevet ramt, da først en medarbejder og siden også indehaveren blev testet positiv. Og senest er et hold U17-fodboldspillere fra Thisted FC sendt til test og holdt i hjemmeisolation, efter at deres træner var blevet smittet.

Tue von Påhlmann roser både frisøren og fodboldklubben for at stå frem: - I den situation nytter det ikke at gå stille med dørene.

Social- og sundhedsdirektøren har i øvrigt ikke noget bud på, om det er de mange danske og udenlandske turister, der pludselig har gjort Thy til lidt af et corona-hotspot:

- Det vil jeg ikke gisne om. Men det er vigtigt, at vi - trods det dejlige vejr - husker retningslinjerne. Og at vi også udviser forsigtighed i den tid, der kommer, med blandt andet mange udsatte konfirmationer, siger han.

Nul smittede på Mors

Inden de nye tilfælde har der stået ”nul smittede” ud for Thisted Kommune i stort set hver eneste uge, siden epidemien toppede i foråret.

Naboerne på Mors har i endnu højere grad holdt sig fri af smitten, og her er der heller ikke i den seneste uge registreret nye tilfælde.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.