Eksplosion på båd: Yngre mand forbrændt på ben

Helt nyistandsat båd skulle på sejltur fra Thisted Havn - pulverslukker reddede mand liv

Jens Hukiær
Foto: Peter Mørk
Ildebrand 18. juli 2019 15:45 - Opdateret 18. juli 2019 15:45

THISTED: En yngre mand fik førstegrads forbrændinger og måtte køres på sygehuset i Thisted i ambulance, da der torsdag formiddag skete en eksplosion på en båd i havnen i Thisted.

Alarmen indløb klokken 10.41, men da beredskabet i Thisted få minutter senere nåede frem til båden, så var ilden allerede slukket.

En mand skulle sammen med sin svigersøn ud at prøvesejle sin 21 fods motorjolle.

Jens Hukiær
Bådmotor eksploderet i motorbåd. Båden ligger i Thisted havn. En yngre mand blev forbrændt og kørt på sygehuset. Foto: Peter Mørk

- Da han drejede tændingsnøglen, skete der en eksplosion, og der stod flammer bagud i båden, hvor svigersønnen stod. Han fik derfor flammerne hen over sin ben, og han pådrog sig første grads forbrændinger, fortæller indsatsleder Claus Sejer Pedersen, Nordjyllæands Beredskab i Thisted.

Utæthed med benzin

Der har åbenbart været en utæthed i forbindelse med benzintilførslen, der har givet benzindampe i luften, for ellers ville der ikke være sket en eksplosion, lyder formodningen fra indsatslederen.

Heldigvis havde ejeren af båden en pulverslukker i styrehuset.

- Havde han ikke haft pulverslukkeren, kunne det være gået grueligt galt. Det, der redder bådejerens liv, er, at han havde pulverslukkeren i styrehuset. Han kunne med den få dæmpet flammerne og dermed slippe ud af styrehuset, og så kunne de to i fællesskab få slukket ilden helt, forklarer indsatslederen.

Han understreger vigtigheden for alle bådejere af at have en pulverslukker ved hånden, når man skal ud at sejle.

Nyistandsat

Beredskabets opgave begrænsede sig til at samle cirka 20 liter benzin op, som var sluppet ud i havnebassinet ved eksplosionen.

Ejeren af båden havde netop købt båden, og den var nyistandsat.

Nu forestår der et større stykke rengøringsarbejde, og så skal forsikringsselskabet ind for at vurdere skaderne.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...