Jul i Nordjylland

Ekstraordinær julehjælp: Familien Futterup inviterer fremmede til julehygge juleaften

Flere privatpersoner og virksomheder end tidligere støtter julehjælpen og enlige henover julen. Det betyder, at færre har søgt den kommunale julehjælp

Julen kan være ekstra hård og lang, hvis man hverken har penge eller nogen at fejre den med. Mange vælger derfor at bidrage til julehjælpen på hver sin vis.
Julen kan være ekstra hård og lang, hvis man hverken har penge eller nogen at fejre den med. Mange vælger derfor at bidrage til julehjælpen på hver sin vis. Arkivfoto: Bo Lehm

Opdateret kl. 15:29

THY/MORS: Julen er den tid på året, hvor familierne rykker ekstra tæt sammen og forkæler hinanden. Desværre er der dog mange, der af forskellige årsager ikke oplever den samme hygge og nærvær i julen, da de enten ikke har økonomien, bekendtskaberne eller overskuddet til at fejre den. 

I Nykøbing har familie Futterup derfor valgt at åbne deres hjem op for fremmede juleaften, hvor dem, der ikke har nogen at fejre julen med, kan fejre den sammen med familien Futterup.

- Ingen skal sidde alene i julen, bare fordi de ikke lige har det store netværk, siger Rebecca Futterup, der har delt invitationen flere steder på de sociale medier med tilbuddet om at fejre julen sammen med hende, hendes mand, parrets fælles datter og deres hund.

Ingen skal sidde alene i julen, bare fordi de ikke lige har det store netværk.
Rebecca Futterup

- Indtil videre har fire meldt sig. Et par og to enlige, der ellers ikke havde nogen at fejre julen med. Vi står som udgangspunkt for det hele, da det ikke skal handle om penge. Parret har dog tilbudt at stå for mandelgaven, ligesom de medbringer en and til julemaden, fortæller hun.

Ideen til at åbne hjemmet juleaften opstod hos Rebecca Futterups mand, Peter Futterup, der havde set, hvordan et lignende arrangement på Facebook havde kastet så meget interesse af sig, at forsamlingen var nødt til at leje større lokaler for at få plads til alle.

- Vi blev hurtige enige om, at forsøge os med samme ordning, bare herhjemme. Vi flyttede i hus tidligere på året og har pladsen til det. Og så tænke vi, at det kunne være hyggeligt at være lidt flere samlet i julen, siger Rebecca Futterup

Flere yder julehjælp

Familien Futterup på Mors er langt fra ene om yde en særlig indsats for de hårdest ramte henover julen. Sådan lyder det fra Lars Sloth, der er direktør i Børne- og Familieforvaltningen, i nabokommunen Thisted. 

I Børne- og Familieforvaltningen er de blevet bedt om at hjælpe til med årets julekurve, hvor de hos kommunen står for at udvælge og sætte kriterierne for hvem, der skal modtage julehjælpen, der er skænket af en lang række hjælpeorganisationer og foreninger i kommunen.

Antallet af ansøgere til julehjælpen har ganske vist været faldende, hvor kun 287 har søgt den i år mod 315 sidste år. Heraf lever 264 op til kriterierne, og kan se frem til at modtage julehjælp fra kommunen. Selvom antallet af ansøgere er faldende, overrasker det ikke Lars Sloth, der har en meget god forklaring på årsagen bag dette:

- Private og virksomheder er blevet langt bedre til at yde julehjælp end tidligere. Flere uddeler julehjælp uden at involvere kommunen, ligesom mange også hjælper på anden vis end gennem julekurve.

Lars Sloth fortæller videre, at han oplever en langt større velvilje og kreativitet, hvad angår at yde hjælp og social arbejde op til jul.

- For eksempel som den tidligere slagter på Møllevej i Thisted, Charles Knudsen. I flere år har han arrangeret stor julekomsammen på sognegårde i Snedsted. Her kan folk der ikke lige har nogen at fejre julen med mødes og fejre julen sammen, siger Lars Sloth.

Har selv stået i en svær situation

Selvom hverken Rebecca eller Peter Futterup har oplevet at sidde alene juleaften, har de begge tidligere prøvet, hvordan det er at måtte vende hver en 25-øre for at få økonomien til at gå rundt. Sidenhen har de derfor gjort en del ud af at hjælpe andre hårdtramte på øen gennem Facebookgruppen Næstehjælperne Thy og Mors.

Her deler og donerer medlemmerne alt fra tøj til mad og legetøj med dem, der er hårdest ramt på økonomien. Det er også i gruppen Næstehjælperne, at Rebecca Futterup først delte hendes opslag med tilbuddet om at andre kunne komme og fejre jul med hendes familie.

- Mange byder ind med hjælp hos Næstehjælperne. I fællesskab er det også lykkes os at yde julehjælp til mere end 150 familier, fortæller Rebecca Futterup, der sammen med familien donerer til tre julepakker.

Hos familien Futterup glæder de sig til at byde deres gæster velkommen juleaften. Her har de på nuværende tidspunkt fire, som har sagt ja til tilbuddet. Familien er dog ikke er afvisende for at tage en enkelt eller to gæster mere ind:

- Måske hvis der kommer en enlig mor eller far med et barn. Det kunne være lidt hyggeligt, da vores datter så ikke ville være det eneste barn, fortæller Rebecca Futterup.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden