Hannæs

Erhvervsprofiler går til angreb mod udspil til skolestruktur

Erhvervslivet i Nordthy og Hannæs har svært ved at se fordelene i en skolestruktur med færre skoler og større udgifter til både bustransport og byggerier, lyder det i en pressemeddelelse

Søren Lukassen, direktør og medindehaver af Nordthy A/S i Østerild, er kritisk overfor forslaget til ny skolestruktur i Thisted Kommune.
Søren Lukassen, direktør og medindehaver af Nordthy A/S i Østerild, er kritisk overfor forslaget til ny skolestruktur i Thisted Kommune. Foto: Bo Lehm

NORDTHY/HANNÆS: Protesterne mod forslaget til en ny skolestruktur i Thisted Kommune fortsætter med at vælte ind.

Også fra erhvervslivet er forslaget blevet mødt med kritik. Tidligere har Ole Leth fra Leth Beton i Bedsted i Nordjyske udtrykt sin modstand mod forslaget, og nu melder endnu to af erhvervslivets lokale sværvægtere sig i koret af modstandere.

Denne gang kommer protesterne fra den nordlige del af kommunen, hvor administrerende direktør Francois Grimal fra Dolle A/S i Frøstrup og Søren Lukassen, direktør og medindehaver af Nordthy A/S i Østerild, i en pressemeddelelse fra Hannæs-Østerild Erhvervsklub skoser forslaget.

- Jeg har svært ved at se, hvordan man kan udvikle skolerne og undervisningen ved at spare penge. Man kan ikke spare sig til succes, og Thisted Kommune bruger i forvejen 10 pct. mindre per elev end gennemsnittet i Danmark. Hvis vi ikke bevarer den gode skolestruktur, som vi har i dag, så får vi endnu sværere ved at tiltrække gode medarbejdere i vores område, advarer Francois Grimal i pressemeddelelsen.

- Jeg tror, vi kommer til at miste mange flere elever i Thisted kommune, hvis overbygningen forsvinder fra Vesløs, for i området her er der kortere til Fjerritslev end til Thisted, siger Francois Grimal. Foto: Bo Lehm

Samme toner lyder fra Søren Lukassen:

- Vi har forståelse for i erhvervslivet, at man sparer penge, når det er nødvendigt, men aldrig når det er på bekostning af vores generelle udvikling og overlevelse. Det giver derfor ingen mening, at man eksempelvis lukker Østerild Skole, når den blev renoveret og udvidet for mange penge for ikke så lang tid siden, når borgerne er lykkedes med at skabe en bæredygtig købmand, som to gange er valgt til Danmarks bedste, og når der findes et af kommunens mest moderne multicentre, som danner ramme for en masse sports- og foreningsaktiviteter, fastslår han.

Søren Lukassen slår til lyd for at frede den struktur i den nordlige del af kommunen, hvor tre skoler er samlet under en ledelse.

- Vi fik for knap 10 år siden en unik struktur her med tre skoler under samme administration. og det har vist sig at være en god ide. Den viser, at der ikke behøver at være 17 skoleinspektører. Hvor de før bekrigede hinanden, er det nu lykkedes at skabe et unikt fællesskab mellem de tre store byer i Nordthy. Det tager tid at skabe sådan en forandring, men alle bakker op om vores skolestruktur og ledelse i området. Hvorfor ødelægger noget der virker? Hvorfor ikke blive inspireret af det, spørger han og opfordrer i stedet til at etablere samme form for klyngestruktur andre stedet, og siger, at det vil give nogle af de besparelser, som kommunen ønsker.

Søren Lukassen undrer sig desuden over, at kommunen vil spare penge med den ene hånd, men ifølge pressemeddelelsen glemmer udgifterne til øget transport og udbygning af de skoler, der får lov til at bestå.

- Silotænkning er ikke vejen frem. Det giver ingen mening, at man skal spare på skoleområdet, og i stedet for bruger man mange penge fra et anlægsbudget, der ellers kunne bruges bedre andre steder, lyder det i pressemeddelelsen.

Francois Grimal tilføjer, at et lokalsamfund kan dø ud sammen med en skole, og at det kan få virksomheder til at overveje, om de vil fortsætte med at udbygge.

- Jeg tror, vi kommer til at miste mange flere elever i Thisted kommune, hvis overbygningen forsvinder fra Vesløs, for i området her er der kortere til Fjerritslev end til Thisted, siger Francois Grimal.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden