Feber stjal drømmen om femte VM-guld fra Casper Steinfath
Håbet om en femte verdensmestertitel til Klitmøller-surferen Casper Steinfath forsvandt foreløbig søndag aften i en febertåge. Han får måske en ny chance på onsdag
EL SALVADOR: En hurtig, men intens influenza sendte søndag aften den 26-årige paddlesurfer, Casper Steinfath, Klitmøller, i sandet på den første dag af VM i Stand Up Paddling i El Salvador.
Den fire-dobbelte verdensmester lå hele lørdagen under dynen på hotellet med 38,9 i feber. Selv om han blev bedre i løbet af søndagen, blev han ikke frisk nok til sprinten og tabte muligheden for at genvinde den guldmedalje i sprint, som han vandt i Danmark i 2017.
- Det er mega frustrerende. Jeg har trænet i lang tid mod det her. Jeg føler, at jeg kunne vinde den her, for forholdene lå perfekt til mig med stærk strøm og svære bølger, fortæller Casper Steinfath.
Under opvarmningen stod det hurtigt klar, at han var for svækket til at kunne spille en hovedrolle.
- Koordinationen og balancen var helt væk. Jeg kunne godt tage et heat og måske nå semifinalen. Men jeg tror ikke, at jeg ville kunne komme i finalen, og så ville jeg hellere give Christian Andersen chancen, fortæller Casper Steinfath.
Den 18-årige Christian Andersen er ikke nogen sprinter, men vikaren fra Klitmøller greb chancen og nåede semifinalen. Her røg han ud i et hårdt heat, og blev slået af Cladio Nika fra Italien og Connor Baxter fra Hawaii, der senere endte som nummer et og to.
- Det er nok den vildeste dag, som jeg har oplevet til et VM: Casper blev syg og jeg fik lov til repræsentere Danmark i hans sted. Jeg fik besked en time før sprinten, så jeg følte mig ikke 100 procent klar. Men jeg er godt tilfreds, selvom jeg ikke nåede finalen, for jeg padlede næsten lige op med de helt store, siger Christian Andersen.
VM er ikke slut for Casper Steinfath. Onsdag venter finalen i favoritdisciplinen technical race - en teknisk svær bane på fem kilometer med bøjevendinger og bølger på kryds og tværs.
- Banen ligger godt til mig, og det kræver mere snilde end rå power at vinde i de her forhold. Dét er min chance, selvom min krop ikke er på 100 procent, siger Casper Steinfath, der kan teste kroppen i et - på papiret - let indledende heat tirsdag aften dansk tid.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.