Festivalformand håber på kammermusik i år
Publikum er forhåbentlig vaccineret til august, men formanden for Thy Kammermusikfestival er usikker på de unge musikeres deltagelse

Thy Kammermusikfestival plejer at samle unge musikere fra hele verden til to uger med masterclass og koncerter i bl. a. Thy og på Mors. Men i 2020 aflyste coronaen festivalen. Her en øvesituation fra en tidligere festival. Arkivfoto: Bo Lehm
THY:2020 blev som bekendt et år med mange afsavn. I Thy måtte kammermusik-entusiasterne således undvære de store musikalske oplevelser i august.
Aase Odfeldt, formand for Thy Kammermusikfestival, satser på, at det bliver anderledes i år. Der er dog stadig nogle ubekendte i forhold til årets festival, der er planlagt til 15.-31. august.
- Vi regner med, at de der vil komme til koncerterne, er vaccinerede til den tid. Men spørgsmålet er, om musikerne kan komme, siger hun.
Som sædvanlig er Thy Kammermusikfestival også en masterclass for unge musikere fra hele verden. Da coronaen sidste år tvang arrangørerne til at aflyse, fik musikerne løfte om, at de i stedet kunne deltage i 2021. Men det er travle unge mennesker, som enten er færdiguddannede eller i gang med sidste del af deres konservatorieuddannelse, og der er ingen garanti for, at de faktisk kan komme i år.
- Vi har givet dem frist til omkring 1. maj til at svare. Ellers har vi nogle nye at tage af, fortæller Aase Odfeldt.

- Spørgsmålet er, om musikerne kan komme, siger formanden for Thy Kammermusikfestival, Aase Odfeldt, her ved Bakkegaarden i Arup, der er centrum for festivalen. Arkivfoto: Bo Lehm
Med 36 ansøgere har feltet af musikere, der har søgt om at deltage i festivalen, dog været noget mindre end normalt. Det kan skyldes usikkerheden omkring mulighederne for at rejse. Samtidig har arrangørerne valgt hovedsageligt at søge aktivt efter kandidater i Europa.
Selv om vaccinerne forhåbentlig gør det muligt at gå til koncert sidst i august, er arrangørerne forberedte på, at det nok i alle tilfælde bliver en anderledes festival. Normalt afvikles Thy Kammermusikfestival med koncerter på et antal spillesteder i forskellig størrelse i Thy og på Mors.
- Vi har ventet med at lave aftaler med de små spillesteder, og det er muligt, at vi bliver nødt til at bede om billetbestillinger i år, siger Aase Odfeldt.
Økonomisk betød sidste års aflysning et underskud på 47.000 kr. for Thy Kammermusikfestval.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.