Flere har skåret sig til blods på bunden: Sådan forsøger kommunen at sikre Søbadet
Det nuværende postyr ved Søbadet skyldes, at man er ved at fylde sand på fjordbunden, fordi en række borgere i sommer har skåret sig på flintestenene ved bunden

Der er fuld gang i arbejdet ved Søbadet i øjeblikket. Foto: Bo Lehm
THISTED:Der er gang i gravmaskinerne ved Søbadet i Thisted, hvor man arbejder på at gøre klar til sommerens vandglade gæster.
Thisted Kommune er i færd med at fylde sand på fjordbunden ved Søbadet. Det sker efter henvendelser fra borgere, der har skåret fødderne på bunden af Søbadet, valgte Thisted Kommune at foretage en dykkerinspektion.

Der lægges sand i fjorden ud for søbadet i Thisted, der fjernes også sten så badende ikke skærer sig på dem Foto: Bo Lehm
Ifølge sektionsleder for anlæg og infrastruktur hos Thisted Kommune, Tobias Geertsen, er man ikke sikker på præcis hvor mange henvendelser der drejer sig om.
- Jeg har kendskab til to, men det er to for mange, siger Tobias Geertsen.
Efter dykkerinspektionen kunne man altså konstatere, at synderen var flintesten på fjordbunden.
Sand fra grusgrav
Nu har man altså valgt at skrabe flintestene væk og fylde 15 til 20 centimeter sand ud, der hvor stenene har været.
- Man fjerner et lille lag, og det lag, man fjerner, bliver erstattet af sand. Det er simpelthen for, at det skal være mere trygt og sikkert at bade i den kommende badesæson, fortæller Tobias Geertsen.
Det forventes at mellem 800 og 1000 tons sand vil blive permanent på fjordbunden.

Det bliver fremover rarere for fødderne at begive sig ud i vandet ved Søbadet. Foto: Bo Lehm
Med den store mængde sand, skulle man næsten tro, at det blev hentet fra havbadet i Vorupør, men det er ikke tilfældet. Det skyldes ifølge Tobias Geertsen, at man er i færd med sandfodring i Vorupør, så sandet til Søbadet kommer i stedet fra en grusgrav ved Hjardemål.
Thisted Kommune ønsker ikke at oplyse, hvor meget projektet kommer til at koste, før det er afsluttet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.