Flere patienter skal have gavn af palliativt tilbud

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at afsætte flere penge til området fremover, siger regionspolitiker

Aalborg Universitetshospital Thisted. Arkivfoto: Bo Lehm

Aalborg Universitetshospital Thisted. Arkivfoto: Bo Lehm

THISTED:Det palliative tilbud til patienter med livstruende sygdom bliver fremover mere ensartet i Region Nordjylland, uanset om patienten er indlagt på sygehuset i Thisted, Hjørring, Farsø eller Aalborg.

Regionsrådet har godkendt en ny plan for området og har samtidig besluttet, at de 1,5 millioner kroner, der er afsat på årets budget, blandt andet skal bruges til at ansætte to psykologer til henholdsvis Regionshospital Nordjylland i Hjørring og Aalborg Universitetshospital Thisted.

Det glæder blandt andre Hanne Korsgaard (S), næstformand i Patientudvalget, Patientudvalget, hvor der er blevet arbejdet med planen i det seneste halvår.

- I planen er der lagt op til, at de nuværende palliative senge i Thisted og Hjørring bliver til specialiserede palliative senge. På den måde får patienten det samme gode behandlingstilbud, om man bliver tilknyttet teamet i Farsø eller Thisted, siger hun.

Planen skal desuden rette op på den skævvridning, der hidtil har været til fordel for bestemte diagnoser.

- Det er klart, at hvis man begynder at tage flere patienter ind, der har andre sygdomme end kræftsygdomme, så kan presset på de palliative senge blive større, og det må vi så kigge på i vores budgetter. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at afsætte flere penge til området fremover, siger Hanne Korsgaard.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.