Hospitaler

Flere patienter slipper for at blive kørt til scanning i Aalborg

Mulighed for MR-scanning i weekender skal styrke den akutte ortopædkirurgi i Thisted

Regionen har afsat 1,5 millioner kroner næste år til at styrke den akutte ortopædkirurgi på sygehuset i Thisted. Det sker blandt andet ved at udvide adgangen til at få en MR-scanning. 
Regionen har afsat 1,5 millioner kroner næste år til at styrke den akutte ortopædkirurgi på sygehuset i Thisted. Det sker blandt andet ved at udvide adgangen til at få en MR-scanning.  Arkivfoto: Peter Mørk

THISTED: Hvis man er så uheldig at falde og brække sin hofte, så er man ekstra uheldig, hvis det sker i en weekend. Her er patienter fra den vestlige ende af Region Nordjylland nemlig blevet kørt til MR-scanning på hospitalet i Aalborg, inden de måske er blevet kørt tilbage til Thisted for at blive opereret. Nu er der imidlertid udsigt til, at færre skal ud på den køretur.

Da regionsrådet skulle vedtage budgettet for 2023, blev der nemlig afsat en pulje på 1,5 millioner kroner til at styrke den akutte ortopædkirurgi på sygehuset i Thisted. Heraf skal 500.000 kroner gå til at åbne for adgang til MR-scanning i dagtid i weekenderne, mens en million kroner skal bruges til at sikre ekstra plads i opvågningen.

Regionens sundhedsudvalg har netop godkendt, at det er den måde, puljen skal udmøntes på. 

- Vi har jo en MR-scanner på Thisted Sygehus, men man øger adgangen, så den også holder åbent i weekenderne. Så kommer du ind med for eksempel et hoftebrud på sygehuset i Thisted i weekenden, så skal du ikke først til at ligge i en ambulance eller transport til Aalborg for at få taget en akut MR-scanning for så at komme tilbage igen, siger Lina Hundebøll Jespersen (V), formand for udvalget. Hun fortsætter:

- Ved at vi kan få lavet scanningen på sygehuset med det samme, sparer vi både det ubehag, der er ved at skulle transporteres med en eventuelt brækket hofte, og sørger samtidig for at vi ikke presser Aalborg mere end højst nødvendigt, så der forhåbentlig bliver ledig MR-kapacitet der også. Så det giver rigtig god mening at udmønte de penge der.

Kortere ventetid

Den akutte ortopædkirurgiske funktion i Thisted overgik i efteråret 2021 til at blive dækket af speciallæger fra Aalborg, og i den forbindelse er aktiviteten øget betragteligt i forhold til tidligere. Derfor er der også behov for at øge kapaciteten i opvågningen i aftenvagten alle dage og i dagtid i weekender og på helligdage, fremgår det af sundhedsudvalgets dagsorden. Det er altså det, der nu skal bruges en million kroner på.

Frank Skriver Mikkelsen, klinikchef for Klinik Hoved-Orto på Aalborg Universitetshospital, siger:

- Vi har både planlagt og akut ortopædkirurgi i Thisted. Den akutte ortopædkirurgi i Thisted foregår 24/7 alle årets dage. Men vi har på visse tidspunkter nogle flaskehals-problematikker. Nogle gange er man nødt til at vente på, at der bliver plads i opvågningen, og det vil sige, at den patient, der lige er blevet opereret, ligger stadig på operationslejet, mens den næste patient, der skal ind, så venter på at kunne komme ind på stuen. 

Klinikchefen forklarer, at mere kapacitet i opvågningen vil betyde, at det bliver muligt at afvikle operationsprogrammet hurtigere, og det betyder så igen, at patienterne ikke skal vente så lang tid.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden