Flere tvivlsomme kendelser: Sallingsund FC vinder rodet affære i Hanstholm

Hanstholm IF var ikke tilfredse med alle kendelser efter lørdagens kamp i Serie 2

Hanstholm IF har fortsat ikke point på kontoen i Serie 2. Arkivfoto: Lars Pauli

Hanstholm IF har fortsat ikke point på kontoen i Serie 2. Arkivfoto: Lars Pauli

HANSTHOLM:Lørdag eftermiddag skulle Hanstholm IF forsøge at hente sæsonens første sejr i Serie 2 efter nederlag i de to første kampe. De fik hjemme besøg af Sallingsund FC, og selvom det længe ligende en pointdeling, endte det til sidst med, at gæsterne fra Sallingsund FC snuppede alle tre point med en sejr på 2-1.

- Det var en frustrerende kamp, vi tabte i dag. Jeg synes, at vi havde fortjent at få point i dag, så det er frustrende, at vi igen må gå tomhændet herfra, siger træner for Hanstholm IF, Per Kristiansen.

Hos Sallingsund FC var træner Jeppe Poulsen ikke overraskende glad for alle tre point og en hårdtkæmpet sejr.

- I perioder af kampen viste vi rigtig flot spil, og jeg synes, at det er fortjent, at det er os, som fik alle tre point, siger Jeppe Poulsen.

Der var ikke spillet mange minutter af første halvleg, før Sallingsund FC havde bragt sig foran. Der blev begået et frispark mod Sallingsund FC på den sidste tredjedel. Frisparket blev taget hurtigt, og Frederik Hyllested blev sendt i dybden og sendte bolden i nettet til 0-1 til stor ærgrelse for Hanstholm IF.

- For mig at se var det tydeligt, at bolden ikke lå stille på frisparket, så det var selvfølgelig et frustrerende mål at indkassere, siger Per Kristiansen. Herefter var det hjemmeholdet fra Hanstholm IF, som tog taktstokken og satte sig på begivenhederne, og efter 21 minutter fik de også udlignet. Det skete på et frispark cirka 10 meter udenfor feltet, som Lucas Lyngbye tog sig af. Dog ramte bolden Sallingsund FC’s Jakob Rolighed, som blev noteret for et selvmål.

- Anden halvleg blev en meget rodet affære. Der blev dømt mange små frispark, og der var mange åbenlyse frispark, som ikke blev dømt. Det frustrerede begge hold, og der kom et lidt ond stemning, siger Jeppe Poulsen.

Den vurdering af kampforløbet i anden halvleg er Per Kristiansen enig i. Han følte, at der var mange kendelser, som ikke gik Hanstholm IF’s vej.

- Uffe Skinnerup blev sendt i dybden og revet ned i feltet, og der var tydeligvis straffespark, men af en eller anden grund blev det ikke fløjtet, siger Per Kristiansen.

Efterfølgende fik to Hanstholmspillere gule kort, og hjemmeholdet måtte spille kampen færdig i undertal. Men med et minut tilbage af ordinær spilletid lykkedes det igen for Sallingsund FC at finde netmaskerne. Det skete ved et frispark, som blev sparket til bagerste stolpe. Her blev bolden headet ind foran målet, hvor Martin Toft fra Sallingsund FC kunne heade bolden i mål til 1-2.

- Ingen af holdene kom frem til de helt store chancer i anden halvleg, så det er selvfølgelig dejligt, at vi til sidst fik sejren, siger Jeppe Poulsen.

Sallingsund FC har med lørdagens sejr fire point efter tre kampe. Værre ser det ud for Hanstholm IF, som stadig er på nul point efter tre kampe i Serie 2.

Kampfakta:

Fodbold, serie 2

Hanstholm IF

Sallingsund FC

Resultat: 1-2

Pausestilling: 1-1

Mål: 0-1 Frederik Hyllested (5), 1-1 (selvmål) Jakob Rolighed (21) og 1-2 Martin Toft (89).

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden