Før kæmpe koncert: Arrangør følger corona-udviklingen tæt

På lørdag spiller Jonah Blacksmith udsolgt koncert for 2000 mennesker på Mors

Populære Jonah Blacksmith spiller for en udsolgt arena i Nykøbing lørdag aften. Koncerten falder på et tidspunkt, hvor coronasmitten stiger i Thy, hvorfra mange koncertgæster vil valfarte til nabokommunen. Arkivfoto

Populære Jonah Blacksmith spiller for en udsolgt arena i Nykøbing lørdag aften. Koncerten falder på et tidspunkt, hvor coronasmitten stiger i Thy, hvorfra mange koncertgæster vil valfarte til nabokommunen. Arkivfoto

THY-MORS:Corona-smitten har været stærkt stigende i Thisted Kommune over de sidste par uger, mens smitten tilsyneladende er nogenlunde i ro hos naboerne i Morsø Kommune.

Men på lørdag vil masser af thyboer valfarte til øen, når thyboerne fra Jonah Blacksmith spiller en totalt udsolgt koncert for 2000 tilskuere i Sparekassen Thy Arena Mors. Det er Thy Rock, der står bag koncerten, som bliver en af de største indendørs koncerter i Thy-Mors området i dette årtusinde. Koncert-arrangøren har sågar indsat busser for at fragte koncertgængere fra Thy til Nykøbing.

Men er det overhovedet klogt at samle så mange mennesker netop nu, hvor smitten igen er stigende i samfundet? Det har Nordjyske spurgt Hans Peter Jarl Madsen fra Thy Rock om.

- Vi henholder os til myndighedernes anbefalinger, og der er ikke nogen restriktioner, som forhindrer koncerten i at blive gennemført, siger Hans Peter Jarl Madsen, der medgiver, at arrangøren følger smitteudviklingen tæt.

- Vi har hørt fra flere folk med billet, som er bekymrede for smitten, og vi har da også selv haft det oppe at vende. Så vi følger selvfølgelig udviklingen tæt, og vi holder nøje øje med anbefalingerne fra myndighederne. Dem retter vi os efter til enhver tid, siger Hans Peter Jarl Madsen.

Senest har flere eksperter talt for at genindføre mundbind og coronapas.

- Skulle det blive et krav igen inden lørdag, så håndterer vi selvfølgelig også det. Som sagt følger vi retningslinjerne fra myndighederne, siger Hans Peter Jarl Madsen.

Han glæder sig til at kunne præsentere en koncerten, der har været ualmindelig længe undervejs.

- Jeg kan snart ikke huske, hvornår vi skrev kontrakten under. Det er vel snart tre år siden. Men vi er blevet stoppet af corona to gange. Først var det tanken, at Jonah Blacksmith skulle have spillet for et stående publikum i Thisted Musikteater to aftener i træk, hvor der var udsolgt. Da det så ikke kunne lade sig gøre, lavede vi det om til fire siddende koncerter over to dage i Teutonersalen i Thisted. Men det gik også i vasken på grund af corona. Nu har vi så det her store set-up i arenaen på Mors, og jeg er sikker på, at det bliver en kæmpe fest, siger Hans Peter Jarl Madsen, der har sin daglige gang i arenaen i Nykøbing som direktør for Mors-Thy Håndbold.

- Der er en kæmpe forventningens glæde forud for den her koncert. Jeg har talt med rigtig mange morsingboer, der ser helt vildt frem til det, fortæller han.

250 mennesker har købt VIP-billet med indledende spisning klokken 17.30, mens dørene åbnes for det øvrige publikum klokken 19. Jonah Blacksmith går på scenen klokken 20 og spiller nonstop i omkring to timer.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.